Glykogen: Leverens lagerform af glukose

Glykogen er et højt forgrenet polysacharid af glukose, der tjener som primær kortsigtet energireserve hos dyr. Hos mennesker lagres det primært i leveren (100–120 g) og skeletmuskulaturen (400–500 g).

Struktur

• α-1,4-glykosidiske bindinger i lineære kæder; α-1,6 forgreninger hver 8–12 residualer.
• Kompakt, opløselig, hurtigt mobiliserbar.

Hepatisk glykogenmetabolisme

Tilstand	Hormonelt signal	Bane	Resultat
Mæt (høj glukose/insulin)	Insulin ↑, glucagon ↓	Glykogenese: glukose → G6P → G1P → UDP-glukose → glykogen (glykogen syntase)	Glukose lagres
Faste (lav glukose/insulin)	Glucagon ↑, insulin ↓, adrenalin	Glykogenolyse: glykogen → G1P → G6P → glukose (glykogen fosforylase, debranching enzym, glukose-6-fosfatase)	Glukose frigives til blodet

Nøgle: Lever udtrykker glukose-6-fosfatase → frigør fri glukose til blodbanen for andre organer (hjerne, røde blodlegemer). Muskler mangler dette enzym → bruger glykogen lokalt (G6P → glykolyse).

Klinisk relevans

• Glykogenlagerlidelser (GSD): Enzymdefekter (f.eks. Von Gierke GSD Ia – G6Pase mangel → hypoglykæmi, hepatomegali, laktacidose).
• Hypoglykæmihåndtering: Glucagon IM mobiliserer hepatisk glykogen (ueffektiv hvis lagre udtømte – sult, binyrebarksvigt, GSD).
• Træning: Muskulglykogen driver kontraktion; leverglykogen opretholder blodglukose.
• Diabetes: Forringet glykogensyntese (insulinresistens) + overdreven glykogenolyse (glucagondysregulation) → hyperglykæmi.

Glykogen er den kritiske buffer, der opretholder euglykæmi mellem måltider.