Fra soldaten til fire-dobbelt amputat – og nu løber, cykler og snowboarder han

Førstehåndsberetning fra en tidligere soldat:

Jeg var altid stor, atletisk: 190 cm, 125 kg, 56 cm biceps, 163 cm bryst. 40 yards på 4,5 sek – hurtig nok til pro-fodbold. Men jeg valgte militæret: 3 ture i Afghanistan med 82nd Airborne Division. Elskede jobbet. Gift med Kelsey, datter Chloe. Elskede at være mand, far, soldat.

10. april 2012 – alt ændrede sig på et øjeblik.

Rutinemission nær fjern landsyd, Syd-Afghanistan. Området var mineryddet. Jeg satte rygsækken ned på snavsen. Det var alt: flamme, stor explosion. Skjult IED. Verden ændret sig permanent.

En arm og et ben blæst væk med det samme. Det tilbageværende ben hængte løst. Mediciner bandagede det til helikoopterflyvning til Kandahar. Ved operation fjernedes tøjet – benet faldt af. To dage senere på andet hospital: tilbageværende arm nekrotisk → amputeret.

Da jeg vågnede, troede jeg, jeg var lammet. Svoger Josh ved sengen: "Du behøver ikke lyve. Hvor dårligt er det?" – "Du er ikke lammet, men begge arme og ben er væk." 14. april 2012: fire-dobbelt amputat. Min 25. fødselsdag.

Livet som amputat

Begyndelsen på nyt liv. Hadede, hvem jeg ville blive. Ansigt opøget fra stoffer. Vægt faldt til 63 kg. Skam over udseende, frygt for kone ville forlade mig, datter ville tro, jeg var et monster. Ude af kontrol. Afhængig. Sorg over tab.

13 operationer. Fantomsmerter (beskadigede nervfibre → konstant brændende smerte). Læger prøvede alt – intet hjalp. Ville dø.

Forsøgsprocedure: ketamin-kom i 5 dage. Hallucinerede, men nulstillede smerten. Mindst kunne jeg tænke klart. Realitet: fire-dobbelt amputat. Valg: give op/lukke ind, ELLER leve videre.

Familien som motivation

Kelsey insisterede på at blive. Hospitalet døgnet rundt. Baby-datter elskede at være med mig – samme far, lemmer eller ej. Billeder af dem på væggen = motivation. Ville være den mand/far, jeg altid var – for deres og min skyld.

Rehabilitering med hævn

Første dag: fysisk svag, kun 1 time. Men kom tilbage næste dag, og næste. Hurtigt 40-timers arbejdsuger. Alt skulle lære igen: rulle, klatre (indtil besvimet), benløft med stubbe. Proteser. Lærte at stå – og gå.

Første skridt: rystende, smertefulde. Men gik videre. Hospitalmål: 1 gang om lokalet. Jeg gik 3. Græd af elation (ikke tristhed). Læger sagde 3 år rehab – jeg gjorde det på 9 mdr.

I dag

Går, løber, cykler, svømmer, danser, fallskærmshopper, mountainbike, snowboard, crossfit. "Sikkert savner jeg mit gamle liv. Men ingen grund til at bo i fortiden."

Jeg kalder mig ikke "såret kriger". Hvis du tænker på dig som såret, fokuserer du på skaden. Jeg er den samme "mig" – nu bare en mand med ar, der vælger at leve livet fuldt ud.