Amaranth: Historie, varianter og anvendelse – en omfattende guide

Historie

Amaranth dyrkedes i Amerika i århundreder – en hovedafgrøde for aztækere før spansk erobring (15. århundrede). Senere eksporteret til Indien, Nepal, Kina, Østafrika. Afhængigt af variant: bladgrøntsagt eller kornplante.

Amaranth-blade (bladamaranth)

Varieteter som Amaranthus tricolor giver lidt frø (mørke, små, svære at male). Bladene er ædige (rå/kogt), rige på vitamin C, A, calcium, jern, 3 g protein pr. portion.

Korn-amaranth

Giver masser af små, lyse frø på store, farverige blomstestængler. Nogle dyrkedes som prydplanter (f.eks. 'San Martin' grøn/lilla blade, 'Golden Grain' bronze blomster).

Høst af amaranth-korn

Let, men tidskrævende. National Gardening Association: pluk frøhoved før tørring, rub mellem hænder for at løsne frø, bank mod spand. Tør frø, mal til mel eller tilsæt helt i gryneret.

Næringsindhold (kogt korn)

• Mere protein end hvede/majs.
• Højt i lysin (amino syre, ellers i bønner/soya).
• 1 kop = 5 g fibre, 9 g protein, jern, magnesium, fosfor, mangan.

Konklusion: Amaranth er en næringstæt, glutenfri "gammel" korn med moderne potentiale.