Mediciner, der øger risiko for gigt

Flere lægemiddelklasser hæver serumuratniveauet og kan udløse gigtanfald. Viden om dette giver mulighed for proaktiv håndtering eller alternativ ordination.

Hovedskyldige

• Diuretika (thiazid, loop): Reducerer renal uratudskillelse → hyperurikæmi. Mest almindelige medicinårsag. Hydroklortiazid, furosemid, chlortalidon.
• Lav dosis aspirin (≤1–2 g/dag / 75–325 mg/dag): Hæmmer renal uratsekretion. Paradoksalt fremmer høje doser (>3 g/dag) uratudskillelse.
• Niacin (vitamin B3, høj dosis): Øger uratsyntese og mindsker udskillelse.
• Calcineurin-hæmmere (cyclosporin, tacrolimus): Reducerer renal uratclearance. Transplantationspatienter ved høj gigt-risiko.
• Levodopa: Konkurrerer om renal urattransport.
• Tuberkulosemediciner: Pyrazinamid, ethambutol — hæmmer uratudskillelse.
• Kemoterapi midler: Tumorlysesyndrom → akut, massiv hyperurikæmi. Kræver profylaxe (allopurinol, febuxostat, rasburicase).

Andre bidragende faktorer

• Alkohol (især øl): Øger uratproduktion (purinmetabolisme), mindsker udskillelse, forårsager dehydrering.
• Fruktsødede drikkevarer: Fruktof metabolisme øger purinsyntese → uratproduktion.

Håndteringsstrategier

• Gennemgå nødvendighed: Kan medicinet stoppes eller skiftes? (f.eks. losartan eller calciumkanalblokkere for hypertoni i stedet for thiazider).
• Hvis medicin er essentiel: Overvej profylaktisk uratsenkende terapi (allopurinol, febuxostat) — især med andre risikofaktorer.
• Hydrering: 2–3 L/dag vand.
• Kostmæssig moderation: Begræns purinrige fødevarer (indmad, visse skaldyr), alkohol, fruktos.

Gigt er multifaktorielt: gener, kost, overvægt, CKD, medicin. Adresser alle modificerbare faktorer. Stop aldrig ordineret medicin uden at rådføre din læge.