Ulemper ved pulsoximetri: Begrænset nøjagtighed, lav perfusion, anæmi, dyshæmoglobiner og bevægelse

Pulsoximetri måler iltmætning indirekte via lysabsorption. Vigtigt værktøj, men med væsentlige begrænsninger.

Begrænset præcision

Gennemsnitlig nøjagtig ±2% ved mætning ≥90% (Critical Care 1999). *Meget* mindre pålideligt under 80%.

Ineffektivt ved lav perfusion

Måler ilt i hæmoglobin – *ikke* om blod cirkulerer. Ved chok, hypotermi, vasokonstriktion: normal måling muligt trods utilstrækkelig blodstrøm.

Ineffektivt ved anæmi

Lavt hæmoglobin → alle molekyler kan være 100% mættede (høj måling), men *total ilttransport* er for lav til væv.

Dyshæmoglobin-interferens

• Carboxyhæmoglobin (CO): Binder irreversibelt til hæmoglobin, blokerer ilt. Oximeter detekterer *ikke* det.
• Methemoglobin: Ændret hæmoglobin (medicin/tilstande). Oximeter kan ikke skelne det fra normalt.

Begge giver *falsk normale* eller forhøjede værdier, mens reel iltleverance er kritisk lav.

Farve- og hudpigment-interferens

• Kunstnegle/neglelak forstyrrer sensor (løsning: ørelap/håndled)
• IV-farvestoffer (billeddiagnostik)
• Mørk hud: systematisk overvurdering ved lave mætninger (Anesthesiology & Analgesia 2007)

Bevægelsesartefakter

Kraftig bevægelse forstyrrer bølgelængder → lavt-ilts-alarm. Alle testede modeller påvirket (Am J Crit Care 2005) malgrado producentindsats.