Hvordan skeletmuskler tilpasser sig modstandstræning

Akutte tilpasninger (reaktioner under/kort efter en øvelse) og kroniske tilpasninger (længerevarende ændringer som følge af regelmæssig træning) skelnes. Akutte svar inkluderer akkumulation af træthedsproducende metabolitter; kroniske tilpasninger manifesterer sig over tid og vedvarer længere.

Acut surhedsopbygning

En umiddelbar respons på modstandstræning er akkumulation af træthedsmetabolitter: uorganisk fosfat, ammoniak og hydrogenioner (H+). H+ sænker muskelens pH (mere surt miljø – almindeligt kaldet mælkesyre), hvilket manifesteres som brændende fornemmelse og muskeltræthed under træning.

Acut energiforbrug

Kreatinfosfat (CP) og glykogen er brændstofsubstrater til øjeblikkelig energi. Adenosintrifosfat (ATP) er den umiddelbare energikilde til muskelkontraktion, men lagres i små mængder, så ATP skal genoprettes løbende. CP spaltes til kreatin + fosfat; fosfatet bruges til at resyntetisere ATP. Ved fortsat træning falder CP- og glykogenniveauer. Glykogenopfyldning tager fra timer til dage.

Kronisk respons: Hypertrofi

Muskelhypertrofi (vækst) er den primære kroniske tilpasning. Hypertrofi = øget tværsnitsareal af muskelfibre – ligesom et tykkere gitterværk giver større bæreevne. Modstandstræning øger proteinsyntese i muskelfibre. Langsigtet træning øger kapaciteten for kreatinfosfat i musklen, hvilket forsinker træthedsindtrædelse.

Muskelfibretyper

Skeletmuskler opdeles i Type I (langsomt træk) og Type II (hurtigt træk). Type I er involveret i varig aktivitet; Type II i hurtige, kraftfulde bevægelser af kort varighed. Ved ensartet modstandstræning forbliver Type I-fibre uændrede, mens andelen af Type II øges. De nyoprettede fibere klassificeres som Type IIa, da de overtager nogle Type I-egenskaber.