Hormoner der påvirker natriumniveauer: Angiotensin, ADH, aldosteron

Natrium er vigtigt mineral i overflod udenfor cellen – regulerer blodvolumen og -tryk. Tænk på det som "vandmagnet". Øget blodnatrium → vand skifter til blod. Ændret natrium kan få celler til at svulme/krympe. Blodnatrium påvirkes indirekte af angiotensin, antidiuretisk hormon (ADH), og direkte af mineralokortikoider.

Angiotensin

Aktiv form af angiotensinogen (fra lever). Stigning udløses af nyremekanismer der registrerer fald i natrium. Angiotensin stimulerer binyrer til at frigive aldosteron (sekundært hormon) → øger natriumabsorption i nyrerne.

Antidiuretisk hormon (ADH)

Produceret i hypothalamus, frigivet fra bagre hypofyse ved lavt blodvolumen ELLER øget natriumkoncentration. Virker i nyrer til at øge vand-reabsorption. Hos nogle: overskydende ADH → nedsat natrium. Liden-celle lungekræft = almindelig årsag til for meget ADH.

Mineralokortikoider

Hormonklasse primært involveret i direkte regulering af natrium/kalium (i modsætning til ADH, der gør det indirekte via vand). Aldosteron = vigtigste mineralokortikoid, produceret i binyrer. Stimulerer natrium-reabsorption og kalium-udskillelse i nyrer. Overskydende aldosteron → stiget natrium. Symptomer på unormalt natrium: lavt → kvalme, forvirring, hovedpine, rastløshed, døsighed, koma. Højt → kvalme, opkastning, mangel på appetit, øget tørst, svaghed; alvorligt forhøjet → muskelspasmer, irritabilitet, forvirring, anfald, koma.