Spilafhængighed (ludomani): Forekomst, kriterier, konsekvenser og behandling

Hvad er spilafhængighed?

En kronisk, tilbagefaldende lidelse med ukontrollerbar drist til at spille for penge, trods negative konsekvenser for økonomi, relationer, arbejde og psykisk sundhed. Ligner substansemisbrug neurobiologisk (dopaminerg belønningssystem).

Forekomst (USA-tal, men mønsteret genkendes globalt)

• Patologisk spil (sværeste form): ~1 % af voksne (≈2 mio.).
• Problems pil (subklinisk): 2–3 % (4–6 mio.).
• Mænd debuterer ofte i tidlige teenagere; kvinder typisk 20–40 år. Alle aldre kan rammes.

Diagnostiske kriterier (DSM-IV: 5 af 10)

1. Gedanker forudsiger spil.
2. Behov for stigende indsatser.
3. Mislykkede forsøg på at stille/skære ned.
4. Vrede/irritation ved nedtrapping.
5. Spil som flugt fra problemer/angst.
6. «Chasing losses» – spiller for at vinde tab tilbage.
7. Løgn over for nærstehverv om omfanget.
8. Lån/tyveri for at finansiere spil.
9. Risicerer job/relationer.
10. Begår forbrydelser for at få penge til spil.

Komplikationer

• Depression, angst, selvmordstanker/forsøg.
• Substansemisbrug (alkohol, stoffer).
• Konkurs, jobtab, familiedisbrydelse, vold i hjemmet, højere skilsmisserate.

Behandling

• Gamblers Anonymous (GA): 12-trins program, peer-support.
• Kognitiv adfærdsterapi (KAT): Genkender triggre, ændrer tankemønstre, udvikler coping-strategier.
• Medicin: Ingen godkendt, men nogle studier viser effekt af naltrexon (opioidantagonist) og SSRI'er ved komorbiditet.
• Mange indgår behandling først efter pres fra familie. Rekrid er almindelig, men lidelsen er behandelbar.