De sidste stadier af demens: Symptomer, pleje og livslængde

De endelige stadier af demens – illustreret ved Alzheimer – markerer en vanskelig fase, hvor patienten har mistet næsten alle intellektuelle evner og viser stigende følelsesmæssig labilitet. Patienter bliver sengeliggende, kan ikke længere passe sig selv, kommunikerer kun fragmentarisk (korte sætninger, mumlen, bevægelser) og mister personlig bevidsthed. For pårørende er denne periode ofte ekstremt belastende; en undersøgelse i *British Medical Journal* viste, at over halvdelen af plejere indrømmede verbal misbrug mod deres anørende med demens.

Psykisk forværring

Ifølge Alzheimer Association udvikler demens sig i syv stadier. I de sidste to viser patienter dybdegående hukommelsestab – de kan hverken genkende kendte ansigter, genstande eller egen livshistorie. Tale- og sprogfærdigheder collapser. Personlighedsændringer træder frem: depression, hallucinationer (se/høre/lugte ting, der ikke findes), paranoide vrangforestillinger (fx at partneren har en affære med plejepersonale). Til sidst forsvinder den personlige identitet helt.

Fysisk forværring

I de meget late stadier mister patienter mobiliteten og tilbringer tiden i seng eller rulstol. De kan ikke udføre daglige aktiviteter (badning, rejse sig) og kræver døgnpleje. Stationær tilstand fører til kontrakturer (stivhed/deformationer i albuer, håndled, fingre – hænder krøller sig ind), samt genoptræden af infantil reflexer (griberefleks, sugeflereks). Spisevanskeligheder (glemmer at sluge, kvælning) og vægttab er almindelige. Hyppigste dødsårsag er lungebetændelse (ofte aspirationspneumoni), selvom patientere også dør af hjerte-kar-sygdomme og kræft.

Palliativ pleje og livsslut

En undersøgelse i *New England Journal of Medicine* (Dr. Susan Mitchell, Harvard) argumenterer for, at endelig demens betragtes som en terminal sygdom, der kræver palliativ pleje – fokus på livskvalitet og symptomlindring frem for kurativ behandling. Uanset om pleje sker hjemme, på plejehjem eller via hospice, bør smerte og subtile adfærdsmæssige ændringer (tegn på uopfyldte behov) overvåges nøje. Beslutninger om livsforlængende behandling bør afspejle patientens tidligere ønsker.