Urinprøve: Formål, procedure og tolkning af resultater

Urinprøve er en fundamental diagnostisk test, der undersøger urins fysiske, kemiske og mikroskopiske egenskaber for at påvise sygdom, overvåge tilstande og vurdere generel sundhed.

Komponenter

1. Makroskopisk (Visuel): Farve (lys gul–amber), klarhed (klar/skyet), lugt, volumen.
2. Kemisk (Dipstick): pH, specifikt vægt, protein, glukose, ketoner, blod, leukocyt-esterase, nitrit, bilirubin, urobilinogen.
3. Mikroskopisk (Sediment): Celler (erytrocytter, leukocytter, epiteliale), cylindere (hyaline, granulære, cellulære, voks), krystaller (urat, oxalat, cystin), bakterier, gyngehælder, trichomonas, sædceller.

Kliniske korrelationer

• Proteinuri: Glomerulær (albumin), tubulær (lav MV), overflow (myelom). Kvantificer: UPC, ACR.
• Glukosuri: Diabetes (grænse ~180 mg/dL), renal glukosuri, graviditet.
• Ketonuri: DKA, sult, lavt-kulhydrat kost, graviditet.
• Hematuri: Isomorf (glomerulær) vs dysmorf (urologisk); +erytrocytt-cylindre = glomerulonephritis.
• Pyuri + Nitrit: UVI (sensitivitet ~50%, specificitet ~90%).
• Cylindre: Hyaline (godartet/koncentreret); granulære/cellulære/voks = renal parenkym-sygdom.
• Krystaller: Kontekst-afhængig (urinsyre → gout/sten; cystin → cystinuri).

Indsamling & faldgruber

• Ren midtstrøm (voksne); kateteriseret hvis nødvendigt.
• Første morgenurin foretrukket (koncentreret).
• Analysér inden for 1 time (eller køl) – celler lyses, bakterier ganger, pH stiger.
• Farveblinde klinikere: brug automatiske dipstick-læsere; stol på mikroskopiske/sediment-fund.

Urinprøve er et vindue til renal, metabolisk, infektionsmæssig og systemisk sundhed.