Radioaktive tracer
Fordel: høj følsomhed, detekterbare ved meget lave koncentrationer. Ulemper: sundhedsfare, speciel håndtering, dyr/svær affaldshåndtering.
Hvordan ikke-radioaktive tracer virker
Ifølge molekylærbiologer (Molecular Station): bruger enzymers multifold-effekt for at matche radioaktive tracers følsomhed. Hvis et enzym kobles til en probe der detekterer mål-molekyler, producerer det mange produkt-molekyler – signalforstærkning.
Hvis enzym-produktet er kemiluminescens (lysemittent), er metoden især effektiv: molekylen emitterer mange fotoner, yderligere forstærkning. Lys detekteres ved autoradiografi (røntgenfilm) eller fosforimager.
Alternativ: enzym-substrater der skifter farve (kromogene substrater). Producerer farvede bånd der svarer til enzymets/ målmolekylens placering. Farveintensitet korrelerer med mængden af mål-molekyl.
Anvendelser
- Tay-Sachs bærer-detektion: Hospital for Sick Children (Toronto) udviklede ikke-radioisotopisk metode via polymerase-enzym i DNA + probe + fosfatase-konjugat = farvemonstrering. Enkel, undgår radioisotoper.
- Immunoglobulin G secretion: University of Rochester (NY) udviklede stabil ikke-radioisotopisk metode til måling af IgG-sekretion i plasma.
- Antimalaria screening (Panama, fra 2004): Ikke-radioaktivt screen baseret på fluorokrom-binding til parasittens dobbeltstrenget DNA. Udviklingslande har stor gevinst ved ikke-radioaktive tracer hvor adgang til/affaldshåndtering af radioisotoper er vanskeligt/dyrt.