Sådan tolker du blodprøver ved mistænkt dehydrering

Hvorfor er labværdier vigtige?

Dehydrering kan være svær at diagnosticere klinisk, især i tidlige stadier. Blodprøver afslører ofte væske- og elektrolytforstyrrelser, før fysiske symptomer dukker op. Nøgleparametrene er natrium, kalium og blodurinstofkvælstof (BUN).

Natrium: Nøglen til dehydreringstypen

• Højt natrium (hypernatriemi) > referenceinterval: Hypertonisk dehydrering. Væske trækkes ud af cellerne på grund af højt natrium i blodet. Ofte set ved utilstrækkelig væskeindtag eller overvæsketab (sved, feber).
• Lavt natrium (hyponatriemi) < referenceinterval: Hypotonisk dehydrering. Hurtigt tab af elektrolytter, fx ved diuretika ("vandpiller") eller overforbrug af rent vand uden saltersætning.

Kalium: Yderligere differentiering

• Lavt kalium (hypokaliemi) < referenceinterval: Støtter diagnosticeren hypotonisk dehydrering. Væske skifter fra blodkar til celler. Typisk årsag: diuretika, der driver kalium ud.

BUN og kreatinin: Alvorlighedsgrad

Ved alvorlig dehydrering vil BUN være markant forhøjet i forhold til kreatinin (BUN/kreatinin-ratio > 20:1). Det skyldes reduceret nyreperfusion, som øger reabsorption af uré, mens kreatinin forbliver stabil. En normal ratio ligger typisk 10-15:1.

Klinisk perle

Tolke altid værdierne i kontekst: medicin, komorbiditeter, klinisk billede. En isoleret værdi gør aldrig diagnosen – men mønsteret gør.