Kriminalitetens biologi: Forståelse af biologiske faktorer i kriminel adfærd

Da de biologiske og kognitive videnskaber modnedes i sidste århundrede, blev det klart, at mange af vores adfærdsmønstre kunne tilskrives en hel haug af biologiske årsager. Denne viden blev stigende vigtig i kriminalistik og andre grene af psykologi og sociologi, der søger at forstå, hvorfor mennesker nogle gange udbrudter i antisociale og voldsomme måder. Denne artikel vil se på nogle af de almindelige biologiske faktorer, der antages at påvirke kriminel adfærd.

Det ligger i generne

Mens opdagelsen af DNA går tilbage til sidste halvdel af 20. århundrede, var teorien om, at arvelige biologiske træk kunne påvirke adfærd, en populær position helt tilbage til midten af 19. århundrede. Det var Charles Darwin og hans teori om naturlig udvælgelse, der gjorde det muligt at vise overbevisende, hvordan dette kunne være tilfældet. Darwin noterede, at både rent fysiske og adfærdsmæssige egenskaber kunne videregives til ens afkom. Derfor, hvis en forælder var aggressiv og antisocial, ville måske hans eller hendes afkom også være det.

Et maske for racism

Desværre førte det tidlige simple syn på biologisk påvirket menneskelig adfærd til mange problematiske politikker i sidste halvdel af 19. århundrede og tidlig 20. århundrede, mest markant dem, der er forbundet med eugenik. Hvis kriminel adfærd var forårsaget af ens forældre, ville den simple løsning være at forhindre folk, der udtrykker sådan adfærd, i at reproducere sig. I mange områder blev det politik at i hovedsak sterilisere eller tvangsvis udrydde store dele af befolkningen, der ansåes "svag sindede" eller ellers gene til kriminel adfærd. Disse politikker rettede sig ofte mod minoriteter, og tende til at sammanfalde med foregreb og åbenbar racism.

Betingelse eller fri vilje?

En af de vigtigste udviklinger, der kom ud af psykologien, kaldedes "behaviorism." Fremsat af markante tænkere som B.F. Skinner og Ivan Pavlov, påstod denne adfærdsteori, at folk var betinget til at opføre sig på en vis måde af forskellige input og output eksterne for dem. Mens dette minimere indflydelsen af arvelige genetiske træk, gjorde det idén om straf som et effektivt kriminalitetsreduktionsværktøj meget mere fremtrædende. Hvis folk bare opførte sig, hvordan de gjorde, på grund af betingelse, var det blot en sag om at bruge grundlæggende straf- og belønningsskemaer til at designe, hvilken adfærd der var ønskelig.

Hvad vi ved i dag

Da vores viden om genetik, kognitiv videnskab og psykologi blev mere avanceret mod slutningen af 20. århundrede, blev biologiens indflydelse både mere udtalt og mindre afgørende for det samlede billede af kriminel adfærd. Vi ved i dag, for eksempel, at gener kan påvirke, hvordan hormoner som testosteron produceres i kroppen. De kan også påvirke ting som aggressivitet, risikotagelse og andre faktorer, der er relateret til kriminel adfærd. Dog ved vi også, at mange andre faktorer er involveret, herunder socioøkonomisk status, gruppressure, opdragelse og personlige valg, som individer træffer, mens de modner til voksenliv.

Konklusion

Væsentligt kan vi sige, at mens biologi spiller en vigtig del i kriminel adfærd, er det mere i form af risikofaktorer eller prædisposition snarere end direkte årsager. Vi er således påvirket, men ikke bundet af biologi til at handle på visse måder. Ultima hand er den endelige og vigtigste årsag til kriminalitet individet.