Højt monocyttetal (monocytose): Årsager og klinisk betydning

Monocytose (absolut monocyttetal >800–1.000/µL) signalerer immunaktivering. Det er ingen diagnose, men et spor, der kræver kontekst.

Hovedmæssige ætiologiske kategorier

1. Infektioner (hyppigst):
   • Kroniske bakterielle: Tuberkulose, endokarditis, brucellose, syphilis, listeriose.
   • Virale: EBV (mono), CMV, HIV, hepatit.
   • Parasitære: Malaria, kala-azar.
   • Fungale: Disseminerede mycoser.
   • Rickettsiale.
2. Kronisk inflammatorisk/autoimmun: Reumatoid artrit, SLE, IBD (Crohns, ulcerøs colitt), sarkoidose, vaskulitis (GCA, Takayasu).
3. Hæmatologiske maligniteter: CMML (definerende træk), AML (især M4/M5), CML, myelodysplastiske sygdomme, NHL, Hodgkin-lymfom, multiplt myelom.
4. Medicin: Glukokortikoider (demarginering), G-CSF/GM-CSF, interferon, amiodaron, lithium, checkpoint-hæmmere.
5. Splenektomi: Tab af splenisk sekvestrering → persistente monocytose.
6. Andre: Restitutionsfase efter akut infektion, alvorlig hæmolyse, lipidlager sygdomme.

Diagnostisk tilgang

• Perifer udstrig: Morfologi (toksisk granulering, vakuoler, blastformer).
• Flow cytometry: Monocytundergrupper (klassiske, intermediate, ikke-klassiske); klonalitet.
• Målrettede undersøgelser: Blodkultur, serologi (TB, EBV, HIV), ANA, SPEP, knoglemarksbiopsi (hvis malignitet mistænkes).

Isoleret, mild, transient monocytose hos en restituerende patient kan være godartet. Persisterende eller markant forøgelse med andre cytopenier, konstitutionelle symptomer eller abnorme celler kræver hæmatologisk henvisning.