Blindtarmsbetændelse: Risikofaktorer, symptomer og blindtarmens uklare funktion

Blindtarm er en vermiform udposning af blindtarm. Længe betragtet som rudimentær, kan den tjene som tarmmikrobiom-reservoir (biofilm) og lymfoid organ – men blindtarmsfjernelse har ingen langsigtede sundhedsmæssige konsekvenser.

Risikofaktorer for blindtarmsbetændelse

• Alder: Top 10–30 år.
• Køn: Mænd > kvinder (1,4:1).
• Familieanamnese: 2–3× risiko hvis førsteklasses slægtning.
• Lavt-fiber, højt-raffineret-kulhydrat kost: Fecalit-dannelse.
• Overvægt: Øget intraabdominalt tryk, inflammation.
• Rygning: Association uklart; kan øge perforationsrisiko.
• Mikrobiom-dysbiose.

Klassisk præsentation

• Periumbilikal smerte → migrerer til NLQ (McBurneys punkt) over 12–24t.
• Anoreksi (næsten universel), kvalme/opkast (efter smerte-debut).
• Lavt feber (37,5–38,5°C).
• Avslæpningstøven, defense, Rovsings tegn (NLQ-tryk → NLQ-smerte), psoas/obturator-tegn.

Atypiske præsentationer

• Retrocæcal blindtarm → flank/rygsmerter, urinære symptomer.
• Pelvin blindtarm → suprapubisk smerte, diaré, urinær hyppighed.
• Graviditet → OVQ/flank-smerte (forskyttet blindtarm).
• Ældre → dæmpede symptomer, højere perforationsrate.

Diagnostik og håndtering

• Kliniske scores (Alvarado, Appendicitis Inflammatory Response).
• US (børn, gravide) → CT abdomen/pelvis med kontrast (voksne, guldstandard).
• Laparoskopisk blindtarmsfjernelse = standard; antibiotika alene (ikke-operativt) for ukompliceret – udvalgte tilfælde, fælles beslutning.

Blindtarmsbetændelse er en kirurgisk akuthed; forsinkelse → perforasjon, abscess, peritonitis.