Dissociative lidelser: Ikke frivillige, roddet i traume, behandlelige med terapi

Dissociative lidelser – herunder dissociativ identitetsforstyrrelse (DID), dissociativ amnesi og depersonalisations/derealisationsforstyrrelse – er ikke frivilt opnået. De opstår fra komplekse gen-miljø-interaktioner, mest stærkt knyttet til alvorlig, kronisk børnetraume eller misbrug.

Kernetræk

Forstyrrelse af den normale integration af bevidsthed, hukommelse, identitet eller perception – forårsager betydelig lidelse eller funktionsforringelse.

Almindelige præsentationer

  • DID: To eller flere distinkte personlighedstilstande; gentagen amnesi for hverdagsbegivenheder.
  • Dissociativ amnesi: Uevne til at huske vigtige autobiografiske oplysninger, normalt traumatiske.
  • Depersonalisering/derealisering: Vedvarende følelse af adskillelse fra sig selv (urealitet af sig selv) eller omgivelser (urealitet af verden).

Evidensbaseret behandling

  • Traume-fokuseret psykoterapi: EMDR (Eye Movement Desensitization and Reprocessing), KAT, DBT, fase-orienteret traumeterapi.
  • Adjuvent farmakoterapi: Til komorbid depression, angst, PTSD – ikke for dissociation selv.
  • Stabilisering først: Sikkerhed, forankringsfærdigheder, affektregulering før traumebehandling.

Når man skal søge hjælp

Hvis du eller nogen du kender oplever uforklarlige hukommelses-lukker, identitets-fragmentering, eller vedvarende adskillelse fra selv/realitet, konsulter en psykiatrisk fagperson (psykiater, psykolog, autoriseret terapeut). Tidlig intervention forbedrer langsigtede resultater.

Dissociation er en overlevelsesstrategi, ikke et valg. Med dygtig pleje er integration og genopretning mulig.

Neurologiske sygdomme