Leptospirose patofysiologi: Hvordan en spirochæte udløser multiorgansvigt

Leptospirose, forårsaget af patogene Leptospira-spirochæter, udvikler sig i et distinkt bifasisk mønster, drevet først af direkte bakteriel invasion og senere af et overvældende immunrespons. Forståelse af denne bane er essentiel for tidlig diagnose og intervention.

Fase 1: Leptospiremisk (septikæmisk) fase – Dage 1–7

• Indgang: Spirochæterne penetrerer gennem afskabt hud, intakte slimhinder eller konjunktiva, typisk via vand eller jord forurenet med urin fra reservoerværter – primært gnavere og husdyr.
• Sprede: Hæmatogen spredning bærer organismerne til fjern væv. Adhesiner som LipL32 og Len-proteiner medierer endothel-adhæsion, muliggør invasion af lever, nyre, lunge, centralnervøst system og skeletmuskulatur.
• Direkte effekter: Endotelskade øger kapillær permeabilitet, udløser vaskulit og blødning. Direkte cytotoxicitet skader yderligere værtsvæv.
• Klinisk præsentation: Brudt udbrud af feber, rystelser, alvorlig myalgi (især i våder og lænden), konjunktival suffusion (et mærkværdigt tegn), hovedpine, og ikke-produktiv hoste.

Fase 2: Immun-fase – Uge 2 og derfra

• Antistof-respons: IgM bliver påviselig omkring dage 5–7, efterfulgt af IgG. Immunkomplekser dannes og aflejres i væv.
• Immun-medieret skade: Komplementaktivering, neutrophilt infiltrasjon, og cytokin-storm (TNF-α, IL-6, IL-1) driver vævsskade, der ofte overstiger den direkte bakterielle effekt.
• Organ-specifikke manifestationer:
  • Lever: Ikterus med disproportionalt højt bilirubin og beskedne transaminasestigning – klassisk Weil's sygdom.
  • Nyrer: Tubulointerstitiel nefritis fører til akut nyresvigt, proteinuri, og hypokaliæmi, ofte ikke-oligurisk initialt.
  • Lunge: Alveolær blødning (diffus alveolær blødningssyndrom) er en stor dødelighedsårsag.
  • CNS: Aseptisk meningitis, encefalitis, og kraniale nervesløsninger.
  • Hjerte: Myokardit og ledningsforstyrrelser.
• Blødningsdiathese: Trombocytopeni, koagulopatier, og kapillær lek manifesterer sig som petechier, GI-blødning, og pulmonal blødning.

Prædiktorer for alvorlig sygdom

• Alder >60, forvirret bevidsthedstilstand, oliguri, lunge-påvirkning, trombocytopeni <70.000/μL, bilirubin >5 mg/dL.

Behandlingsstrategier

• Tidlig (≤Dag 5): IV penicillin G, ceftriaxon, eller doxycyklin reducerer bakteriel last og kan afbryde progression til alvorlig sygdom.
• Sen (immun-fase): Antibiotika har begrænset indflydelse; supportive care – nyreerstatningsterapi, mekanisk ventilation, transfusion – dominerer håndtering.
• Kortikosteroider: Kontroversielle; nogle beviser understøtter brug ved alvorlig pulmonal blødning.

Tidlig genkendelse i endemiske eller eksponerings-indstillinger er kritisk – behandlingsforsinkelse er den primære driver af dødelighed.