Kardioselektive vs. ikke-kardioselektive beta-blokkere: Forstå forskellen

Beta-blokkere behandler hypertension (højt blodtryk) ved at blokerere effekten af adrenalin på beta-receptorerne i hjertet. Kardioselektive og ikke-kardioselektive beta-blokkere har samme funktion, men virker på forskellige beta-receptorer.

Beta-receptorer

Beta-1 adrenoreceptorer kontrollerer din hjertefrekvens og styrken af hjerteslaget, ifølge Dr. Richard E. Klabunde, forfatter af Cardiovascular Pharmacology Concepts. Beta-2 adrenoreceptorer kontrollerer afslapningen af glat muskulatur. Begge typer beta-receptorer påvirker blodtryksniveauet.

Funktionsmåde

Kardioselektive beta-blokkere virker kun på beta-1 adrenoreceptorer. Ikke-kardioselektive beta-blokkere virker på både beta-1 og beta-2 adrenoreceptorer. Begge typer lægemidler sætter hastigheden ned på nervimpuls-overførslen i hjertemuskulaturen.

Effekter

Når nervimpulserne i hjertet bremmes, har hjertet brug for mindre blod og ilt til at fungere korrekt. Dette reducerer hjertefrekvensen og gør det nemmere for hjertet at forsyne andre organer med blod.

Lægemidler

Atenolol, acebutolol, bisoprolol, betaxolol, esmolol og bisoprolol virker på beta-1 adrenoreceptorer, hvilket gør dem kardioselektive. Nadolol, timolol, labetalol, pindolol, propranolol, penbutolol og carvedilol virker på begge receptortyper, hvilket gør dem ikke-kardioselektive.

Risici

Almindelige bivirkninger ved beta-blokkere omfatter søvnighed, svaghed, mundtørhed, kolde hænder og fødder, træthed, åndenød, søvnløshed og svimmelhed, ifølge Texas Heart Institute. Potentielle interaktioner findes mellem beta-blokkere og lægemidler til diabetes, depression, allergier og astma.