Ægtransport i æggled: Cilier, peristaltik og fluiddynamik

Rejsen for den ovulerede oocyt fra peritonealhulen til livmoderen orkestrères af koordinerede mekanismer i æggledet (uterint rør):

1. Fimbriel opfang

Fimbrierne – fingreagtige udskud i det distale (ovarielle) ende – omfavner ægstokken ved ovulation. Cilier slag på fimbrieoverflader skaber en fluidstrøm, der retter den frigivne oocyt-cumulus-kompleks ind i det tubale ostium. Dette er ikke passiv "suge" men aktiv fluidpropulsion.

2. Ciliet transport

Tubalemukosa er udkledd med cilierede cylinderepitelceller. Deres koordinerede, retningsspecifikke slag (mod livmoderen) genererer en mukociliær strøm, der transporterer oocyten. Østrogen opregulerer cilier slagfrekvens; progesteron reducerer den.

3. Muskulær peristaltik

Tubalvæggen indeholder glade muskellag (longitudinelle og cirkulære), der producerer peristaltiske bølger. Disse kontraktioner driver oocyten og omgivende væske mod livmoderen. Peristaltik moduleres af hormoner, prostaglandiner og neuralt input.

4. Tubale væskesekretioner

Ikke-cilierede sekretoriske (peg) celler producerer tubalvæske rig på næringstoffer, ioner og glykoproteiner, der understøtter oocyt-levevne, spermakapacitering og tidlig embryoudvikling. Væskeflowet hjælper transporten.

5. Hormonel modulation

• Østrogen (follikulær fase): Forbedrer cilier aktivitet, væskesekretion og peristaltik.
• Progesteron (luteal fase): Reducerer cilier slagfrekvens og muskelkontraktilitet, forsinker transport for at synkronisere med endometrial modtagelighed.

Klinisk betydning

Forstyrrelse af disse mekanismer – ved pelvic inflammatorisk sygdom (PID), endometriose, tidligere tubal kirurgi, eller rygning (påvirker cilierfunktion) – øger risikoen for ekstrauterin graviditet (implantering i rør) og ufrugtbarhed.