Type 2 diabetes patofysiologi: Fra insulin-modstand til β-celle-svigt

Type 2 diabetes (T2D) er en progressiv metabolisk forstyrrelse drevet af to kerne-defekter: insulin-modstand i lever, muskel og fedtvev, og pankreas β-celle-dysfunktion der fører til relativ insulin-mangel.

Patogenetisk sekvens

1. Insulin-modstand: Forringet insulin-signaling (PI3K/Akt-bane) → reduceret GLUT4-translokation i muskel/fedt → nedsat glukose-optag; hepatisk insulin-modstand → ubehæftet glukoneogenese → fastende hyperglykæmi.
2. Kompensatorisk hyperinsulinæmi: β-celler øger insulin-output for at opretholde normoglykæmi. Denne fase kan vare år.
3. β-celle-dekompensation: Glukotoksicitet, lipotoksicitet, amyloid-deponering (IAPP), ER-stress, og oxidativ skade forårsager β-celle-apoptose og funktions-nedgang. Insulin-sekretion bliver utilstrækkelig relativt til behov.
4. Overt hyperglykæmi: Fastende glukose ≥126 mg/dL, HbA1c ≥6,5%, eller tilfældig ≥200 mg/dL med symptomer.

Vigtige risikofaktorer

• Alder ≥45, familie-historik, overvægt/fedme (især visceralt), fysisk inaktivitet.
• Hypertoni, dyslipidemi (lavt HDL, højt TG), NAFLD, PCOS.
• Gestations-diabetes historie, prædiabetes (IFG/IGT), visse etniciteter (Sydasiatisk, Sort, Hispanic, Indfødt amerikaner).

Kliniske konsekvenser af kronisk hyperglykæmi

• Mikrovaskulære: Retinopati, nefropati, neuropati.
• Makrovaskulære: ASCVD (hjerteinfarkt, apopleksi, PAD) — 2–4× risiko.
• Andet: Infektions-modtagelighed, dårlig sårheling, kognitiv nedgang, høretab.

Behandlings-søjler

• Livsstil: Mediterransk/DASH-kost, 150 min/uge moderat aktivitet, 5–10% vægttab hvis overvægtig.
• Metformin første-valg (medmindre kontraindiceret); tilføj GLP-1 RA eller SGLT2i for kardio-renale fordele.
• Individuelle HbA1c-mål; undgå terapeutisk inerti.
• Screen for komplikationer årligt (øjne, fødder, nyre, lipider, BT).

Tidlig intervention bevarer β-celle-funktion og forhindrer irreverseble komplikationer.