Sifaka-diæt: Madagaskars bladepecialister og deres unikke tilpasninger

Sifakaer (Propithecus spp.) er højt specialiserede bladeædere med bemærkelsesværdige tilpasninger til at behandle fibrede, ofte giftige blade i Madagaskars skove.

Diætsammensætning

• Unge blade (60–80%): Højere protein, lavere fiber, færre tanniner.
• Modne blade: Forbruges når foretrukne føde er sjælden; kræver længere behandling.
• Frugter (10–20%): Sæsonbestemte; figen, Ravenala, Ceiba.
• Blomster, frø, bark: Nødføde i tørrsæsonen.

Artspecifikke præferencer

• P. verreauxi (Verreaux's): Ravenala (rejsendes træ), Ceiba (kapok), Tamarindus.
• P. diadema (Diademet): Divers bjergflora; mere frugt.
• P. tattersalli (Guldkronet): Begrænset udbredelse; specifikke lianer.

Fordøjelsestilpasninger

• Forstørret, sekveret blindtarm og tyktarm → mikrobiell fermentation.
• Lang tarms retentions tid (24–48 timer).
• Giftstofudskillelse: Tannin-bindende spyttproteiner; hepatisk metabolisering af alkaloider.
• Tandmorfologi: Høje kindtænder, procumbente forkindtænder til bladstrimning.

Fødeadfærd

• Vertikale klitrere/hoppere; spiser hængende under grene.
• Selektive: vælger unge blade efter farve/textur.
• Geofagi (jordspisning) – kan adsorbere gifter, supplere mineraler.

Bemærkning om bevaring

Livsmølestab forbliver fødetræer; diætspecialisering øger udryddelsesudsættelighed.