Rehabilitering efter bækkenfraktur

Bækkenets anatomi og frakturtyper

Bækkenet består af ilium, ischium og pubis, der danner en beskyttende ring omkring abdominelle organer, nerver og blodkar. Frakturer opstår typisk efter højenergi-traumer (bilykker, fald fra højde) eller ved lavenergi-traumer hos ældre med knogleskørhed.

Akut stabilisering: Ekstern fiksering

På grund af risiko for livstruende blødning og skader på omgivende væv, anvendes ofte en ekstern ramme (stålstifter forbundet med klemmer og stænger) til midlertidig at stabilisere knoglefragmenter, mens andre livsfarlige skader behåndteres.

Definitiv behandling: Reduktion og fastgørelse

Når patienten er stabiliseret, justeres knoglerne (reduktion). Ved udforskydede frakturer kan kirurgi være nødvendigt: enten åben reduktion med direkte syn eller lukket reduktion uden stort snit. Fastgørelse sker med intern fixation (plader, skruer, stifter) eller fortsat ekstern fiksering.

Fysioterapi og genoptræning

Tidlig mobilisering er nøglen for at forhindre komplikationer som blodpropper (dyb ventrombose) og lungebetændelse. Patienter opholder sig typisk 3-7 dage på hospital med fysio- og ergoterapi, herefter fortsættes træning hjemme og ambulant. Vægtbæring øges gradvist under terapeuts overvågning.

Potentielle komplikationer

• Dyb ventrombose: Blodpropper i bækken-/lårårer, der kan vandre til lungerne (lungaemboli).
• Lungebetændelse: Øget risiko ved længere sengeliggende.
• Nerve- og blodkarskader: Fra selve traumen.

Fysioterapeuten vil udføre forbyggende øvelser (f.eks. benbevægelser, åndedrætsøvelser) for at minimere disse risici.