Forståelse af udviklingen af klinisk depressions behandling

Også kaldet "stor depresiv forstyrrelse", er klinisk depression en tilstand med længerevarende ekstrem tristhed, disproportioneret omstændigheder. Symptomer: drastiske appetitforandringer, koncentrationsvanskeligheder, irritabilitet, træthed, tab af interesse for tidligere hobbies/relationer. Behandlingen har gennemgået flere faser.

Psykoterapi

Oprindeligt blev depression altid skyldet livskonflikter (emotionelle/miljømæssige). Derfor troede psykiatre, at psykoterapi altid kunne håndtere depression. I dag er psykoterapi ofte kun en del af et mere omfattende program.

Iproniazid

Udviklet til tuberkulose i tidlige 1950'ere. Opdaget at løfte patienters humør. 1957 første gang foreskrevet til klinisk depression. Studier viste, at det blokerede enzymet monoaminoksidases nedbrydning af norepinefrin, serotonin og dopamine. Brug afsluttet pga. alvorlige bivirkninger, men det var første demonstration af medicins effekt ved depression.

TCA (Tricykliske antidepressiva)

Mislykket forsøg på schizofrenibehandling. Første TCA: imipramin. Hjælpede depressive patienter, ingen humørforbedring hos ikke-depressive. Hæmmere genoptagelse af norepinefrin/serotonin i hjernens neuroner – første medicin specifikt til depression, inspirerede vigtig forskning. TCA'er bruges i dag kun sjældent.

MAO-hæmmere

Ligesom TCA'er hæmmer MAO-hæmmere enzymaktiviteten der ødelegger norepinefrin, serotonin, dopamine ("monoaminer"). Stilling i brug, men popularitet aftager pga. potentielt alvorlige bivirkninger.

SSRI

1987 kom selektive serotonin-genoptagelses-hæmmere (SSRI) på markedet. Resultat af forskning baseret på MAO-hæmmere og TCA'er. For at reducere bivirkninger målretter SSRI'er specifikke monoaminer, så kun serotonin øges i hjernen.

SNRI

Serotonin-norepinefrin-genoptagelses-hæmmere (SNRI), udgivet i 1990'erne, ligner SSRI'er, men målretter både serotonin og norepinefrin. De begynder at overgå SSRI'er, men er endnu ikke lige så populære.