Hjerneforandringer ved bipolar lidelse: Forståelse af den neurale basis

Der findes kun to strategier i øjeblikket, der bruges til at udforske effekterne af bipolar lidelse på hjernen: funktionel hjernescanning (positron-emissions-tomografi) og analyse af postmortem hjernevæv. Begge metoder har dog produceret betydeligt data om de abnormaliteter, der er forbundet med den bipolare hjerne og dens biokemiske funktioner.

Monoaminer

Monoaminer er en gruppe neurotrasmittorer (kemiske budbringere), der modulerer hjernens funktioner, herunder respons til stress, behag, belønning, humør, koncentration og opmærksomhed. Monoaminer inkluderer dopamin, noradrenalin, adrenalin og serotonin.

Thalamus

Bipolar patienter har i gennemsnit 31 pct. flere monoamin-bindingssteder (signalafsendende celler) i hjernens thalamus-region (deltager i regulerende funktion).

Hjernestamme (ventral)

Bipolar patienter har i gennemsnit 28 pct. flere monoamin-bindingssteder i den ventrale (forreste side) hjernestamme (besked-relæcenter mellem hjerne og rygrad).

Hjernestamme (raphe)

Raphe-kernen i hjernestammen, som er hjemsted for serotoninceller, er 40 pct. mindre hos personer med bipolar lidelse. Dette kan bidrage til personens lave humør og depressive episoder.

Ventral striatum

Den ventrale striatum hos en bipolar person, som hjælper hjernen med at behandle belønninger, har ca. 30 pct. reduktion i grå substans (neuronale cellelegemer) og tenderer til at være overaktiv, hvilket kan bidrage til tab af dommekraft under maniske episoder.

Hippocampus

Bipolare hjerner viser en reduktion i neuron-forbindende grene i subiculum af hippocampus. Fordi subiculum hjælper med genkendelse af frygt, kan reduktionen skabe en konstant tilstand af angst.