Sygeplejefaglig håndtering af dengue-feber er unspecifik og supportive, bestående af smerte-lindring og oral og/eller intravenøs væskeadministration. Dengue-patienter kræver opsyn for advarselstegn på den potentielt fatale vaskulære permeabilitet ved dengue hæmoragisk feber (DHF) og livstruende cirkulatorisk svigt ved dengue-chok-syndrom (DSS).

Betydning

Dengue-feber skyldes infektion med flavivirus med fire serotyper (DEN-1, DEN-2, DEN-3, DEN-4). Aedes aegypti-mygg overfører viruset mellem mennesker. Dengue er endemisk i store dele af Afrika, Sydøstasien og diverse tropiske regioner. Aedes albopictus er i mindre grad involveret i Amerika.
Dengue rammer 50–100 millioner årligt, hvoraf flere hundrede tusinder udvikler DHF. DHF har 5 % dødelighed.

Effekter

Dengue-virus forårsager en akut tilstand med øget vaskulær permeabilitet og plasma-lekkage. At støtte patienten gennem denne vaskulære krise ved korrekt væskehåndtering fører til opløsning.

Tidsramme

Dengue viser sæsonal aktivitet med epidemier under regnsæsoner, der fremmer myggeklaek. I endemiske områder bør dengue være forudsætningen ved influensa-lignende symptomer under regnsæsonen.
Inkubationsperiode: 3–14 dage. Derefter: feber op til 40–41 °C, myalgi, post-orbital smerter, hovedpine, appetittab, kvalme, opkastning, petechielt/makulopapulært udslæt. Spædbarn kan vise undifferentieret feber. Akut feber varer 3–7 dage, ofte med "saddleback"-mønster (feber aftager kortvarigt og vender tilbage). Alvorlige former udvikler sig typisk 3–6 dage efter sygdomsdebut.

Identifikation

Differentialdiagnose: andre virale hæmoragiske febre, malaria, mæslinger, meningokokkemi, leptospirose, bakteriel sepsis, typhoid-feber, mæslinger, rickettsioser, rubella, influenza. Screening: blodtryk, hydrering, turniket-test, leverfunktion, albumin, pleuravæske-indeks, CBC, urologi. 30 % viser hæmoragiske symptomer primært som hudmanifestationer (petechier, ekkymoser, purpura). Alvorlige tilfælde: blødning fra næse, tandkød, tarme, eller tilsyneladende tung menstruation. Urinprøve kan vise mikrohæmaturi.
Bekræftelse af dengue-virus via vævskultur eller serologi giver ikke tidlige resultater til kliniske beslutninger. Diagnosen bygger derfor på empiriske kliniske beviser.
Behandling af dengue og alvorligere manifestationer (DHF, DSS) er unspecifik og supportive: smerte-lindring og oral/IV væske.

Egenskaber

Velhydrerede patienter uden tegn på øget vaskulær permeabilitet kan genoprette hjemme med opfølgningsinstruktioner ved hæmoragiske symptomer. Patienter med blødning/dehydrering kræver klinisk overvågning eller indlæggelse. Beskyt dengue-patienters senge med myggenet for at forhindre videre smitte.
Vigtigt: undgå acetylsalicylsyre og NSAID i smertebehandling – forværrer blødninger. Paracetamol foretrækkes.
Væskehåndtering er kernen i sygeplejefaglig håndtering. Tilbyd væske jevnligt, giv IV-væske ved tidlige tegn på dehydrering, overvåg urinudskillelse. Overvåg også blodtryk og tegn på cirkulatorisk dekompensation: svag, hurtig puls, hypotoni, kold/klødig hud. WHO-formel for rehydrering: 2 x (1500 mL + (20 x (vægt i kg – 20))) for patienter over 40 kg.
Korrekt håndtering kræver flere blodprøver; serielle hematokriter indtil 1–2 dage efter feberafgang for at opdage hæmokoncentration. Akut fase prøve (dag 0–5) ved præsentation til virusisolering i mygge-cellekultur. Rekonvalescens-prøver til serotypering ved ELISA. Ved dødsfald: vævsprøver fra lymfekirtler, lunger, lever, nyre, milt til immunhistokemi.
Udskrivningskrav: to døgn uden feber, appetit tilbage, normal hematokrit, trombocyter over 50.000/mm³. Patienter, der er genoprettet fra chok, skal overvåges mindst 3 dage efter cirkulatorisk krise opløsning. Respiratorisk distress fra pleuravæske kan kræve længere indlæggelse.

Advarsel

Sygeplejefaglig håndtering kræver også overvågning af tegn på forandret bevidsthed, forvirring og andre neurologiske implikationer. Se efter letargi, krampetanke, nakkestivhed, parese. Neurologisk involvering og intense, vedvarende mavesmerter med opkastning signalerer ofte udvikling af DHF. Feberlindring og brudt hypothermi med hvileløshed og mentale ændringer forudgår ofte DSS.

Ekspertindblik

Tidligere dengue-infektion giver ikke krydsimmunitet til andre serotyper. Ko-infektion med flere stamme i endemiske områder kan bidrage til øget virulens. Historie med dengue eller infektion med flere stamme sætter patienter i højere risiko for DHF.