Hvordan behandles svær hyponatriæmi?

Behandling af svær hyponatriæmi afhænger af den underliggende årsag og sværhedsgraden af ​​symptomer. I nødsituationer, der involverer alvorlige neurologiske symptomer, kan akut symptomatisk hyponatriæmikorrektion være nødvendig. Ved kronisk hyponatriæmi foretrækkes dog sædvanligvis gradvis korrektion for at undgå risici forbundet med hurtig korrektion, såsom osmotisk demyeliniseringssyndrom (ODS). Her er en oversigt over behandlingsmetoderne:

Svær symptomatisk hyponatriæmi:

1. Hyperton saltvand (natriumchlorid):

- For patienter med alvorlige neurologiske symptomer såsom krampeanfald, stump eller koma som følge af akut dyb hyponatriæmi, er hurtig korrektion nødvendig for at forhindre yderligere neurologisk skade.

- Intravenøs (IV) administration af hypertonisk saltvand (3 % natriumchlorid) er den foretrukne behandling.

- Infusionshastigheden og volumen af ​​saltvand afhænger af de initiale natriumniveauer og patientens kliniske præsentation.

- Tæt overvågning af serumnatrium og neurologisk status er afgørende for at undgå overkorrektion.

2. Mannitol:

- I tilfælde, hvor hypertonisk saltvand ikke er let tilgængelig eller er kontraindiceret (f.eks. hos patienter med hjertesvigt), kan mannitol, et osmotisk diuretikum, anvendes.

- Mannitol trækker vand fra det ekstracellulære rum, inklusive hjernen, og reducerer derved hjerneødem.

Kronisk hyponatriæmi:

1. Væskebegrænsning:

- I tilfælde af kronisk hyponatriæmi, hvor tiden tillader det, foretrækkes gradvis korrektion for at forhindre ODS.

- Væskebegrænsning bruges almindeligvis til at fremme natriumretention og øge serumnatriumniveauer.

- Begrænsningen er normalt omkring 1000 ml om dagen eller mindre, hvilket tilskynder kroppens naturlige mekanismer til at rette op på ubalancen.

- Serumnatrium- og væskebalancen bør overvåges nøje under væskerestriktion.

2. Natriumtilskud:

- Hvis serumnatriumniveauet ikke forbedres udelukkende med væskerestriktion, kan natriumtilskud være nødvendigt.

- Orale eller enterale natriumtabletter, -kapsler eller -opløsninger kan anvendes afhængigt af patientens tilstand.

3. Diuretika:

- I nogle tilfælde af kronisk hyponatriæmi med overdreven væskeophobning, kan diuretika såsom furosemid bruges med forsigtighed for at fremme vandudskillelsen og øge effektiviteten af ​​natriumtilskud.

4. Kortikosteroider:

- I visse situationer, såsom binyrebarkinsufficiens eller tilstande, der påvirker vasopressinmetabolismen (f.eks. SIADH), kan kortikosteroider være nødvendige for at afhjælpe den underliggende årsag til kronisk hyponatriæmi.

Det er vigtigt, at behandlingen af ​​svær hyponatriæmi er individualiseret baseret på patientens kliniske præsentation og underliggende årsag. Tæt overvågning af serumnatrium, væskestatus og neurologiske symptomer er afgørende for at vejlede passende terapeutiske beslutninger og undgå potentielle komplikationer.