Hvordan diagnosticeres milttraume?

Diagnosen af ​​milttraume involverer en kombination af fysisk undersøgelse, sygehistorie, billeddiagnostiske tests og laboratoriefund. Her er de trin, der typisk tages for at diagnosticere milttrauma:

1. Fysisk undersøgelse: Sygeplejersken udfører en grundig fysisk undersøgelse og er opmærksom på maven og venstre øvre kvadrant. Tegn på milttraume kan omfatte ømhed, blå mærker eller hævelse i venstre øvre del af maven, såvel som beskyttelse (ufrivillig muskelsammentrækning for at beskytte området) eller ømhed i rebound (smerte ved pludselig frigivelse af tryk).

2. Sygehistorie: Sygeplejersken spørger om patientens sygehistorie, herunder eventuelle nylige abdominale traumer, såsom et slag i maven, et fald eller en motorkøretøjsulykke.

3. Billedbehandlingstest: Billeddiagnostiske tests er afgørende for at diagnosticere milttraume og vurdere dets omfang. De almindeligt anvendte billeddannelsestest omfatter:

- Ultralyd: Ultralyd bruger lydbølger til at producere billeder i realtid af maven. Det kan detektere tilstedeværelsen af ​​blod i bughulen (hemoperitoneum) og evaluere størrelsen og strukturen af ​​milten.

- Computed Tomography (CT)-scanning: En CT-scanning bruger røntgenstråler og computerbehandling til at skabe tværsnitsbilleder af maven. Det giver mere detaljerede oplysninger om omfanget af miltskade, herunder tilstedeværelsen af ​​flænger, kontusion eller hæmatomer.

- Magnetisk resonansbilleddannelse (MRI): MR bruger magnetiske felter og radiobølger til at skabe detaljerede billeder af maven. Det kan give yderligere oplysninger i visse tilfælde, især når der er bekymring for vaskulære skader.

4. Laboratorieresultater: Blodprøver kan udføres for at kontrollere for tegn på blødning eller andre abnormiteter. Lave hæmoglobin- eller hæmatokritniveauer, såvel som forhøjet antal hvide blodlegemer, kan indikere indre blødninger eller betændelse.

5. Diagnostisk laparoskopi: I nogle tilfælde kan diagnostisk laparoskopi være nødvendig. Dette involverer at indsætte et lille kamera gennem et lille snit i maven for direkte at visualisere milten og vurdere omfanget af skaden.

Baseret på resultaterne fra den fysiske undersøgelse, sygehistorie, billeddiagnostiske tests og laboratorieresultater kan sundhedspersonalet diagnosticere milttraume og bestemme den passende behandlingsplan.