En historisk oversigt over depression: Fra oldtidsforestillinger til modern videnskab

Udviklingen af forståelsen af depression

Konceptet om psykisk sygdom har udviklet sig gennem århundreder, med input og klassifikationer fra en række forskellige felter. Fordi depression og lignende tilstande var vanskelige at klassificere, blev de ofte samlet i en enkelt kategori. I denne udviklingsproces spillede religion, kultur, politik og videnskab alle en betydelig rolle i at forme vores forståelse af depression.

Religiøse indflydelser

I antike civilisationer blev fænomener, der ikke kunne forklares af sanserne, ansat overnaturlige kræfter. Mennesker, der viste usædvanlig adfærd eller humørsvingninger, blev troet besatte af dæmoner. Denne religiøse orientering bestod i tid før Kristus og i flere århundreder derefter. Fra ca. 460 f.Kr. til 43 f.Kr. mente filosoffer som Hippokrates, Platon, Aristoteles og Cicero, at legemlige lidelser forårsagede depression. Men mange troede stadig på det mystiske riges indflydelse.

Holistiske perspektiver

Fra 30 til 90 e.Kr. var filosofen Arateus den første til at forklare psykiske lidelser som resultatet af en holistisk ubalance i krop og sind. Arateus var også den første til at antyde eksistensen af personlighedstræk og humortilstande. I det fjerde århundrede e.Kr. havde kristendommen etableret sig som en markant magt i Det Romerske Rige. Med det kom genopstanden af troen på det overnaturlige som årsag til fremtræden af psykisk sygdom i samfundet. Denne tænkelinje fortsatte ind i middelalderen.

Opklaringstiden

Ved 17. århundrede var samfundsholdninger blevet mere sofistikerede og åbne. I denne tid, kendt som "Opklaringens og Observationens tid", udgav filosofen Robert Burton bogen "Anatomy of Melancholy". Melankoli var begrebet, der blev brugt til at beskrive depression. Burton undersøgte psykiske lidelser detaljeret og forbundt fattigdom, isolering og frygt som bidragende faktorer til depressions opståen.

Videnskabens alder

Da opdagelser inden for videnskab og medicin tog fart, begyndte videnskabsmænd at se nærmere på psykisk sygdom i forhold til, hvilken rolle kroppen spillede. Ved 19. århundrede var videnskabsmanden Wilhelm Griesinger en af de første til at betragte depression som forårsaget af en sygdom i hjernen. Griesinger så neuropatologi og psykiatri som én og det samme og satte så scenen for Sigmund Freuds psykoanalytiske tilgang.

Psykoterapiens begyndelse

Psykoanalysens opkomst markerede starten på, hvordan depression i dag ses og behandles. Freuds teori, baseret på principper fra neurofysiologi og psykologi, dukkede op i begyndelsen af 20. århundrede og varede ind i 1970'erne. Freud var den første til at behandle patienten som et individ og brugte en motiveringsbaseret tilgang, kaldet psykoterapi, til at behandle sine patienter. I dag undersøges biokemiske og genetiske faktorer tættere, og psykoterapi og medicin er de mest anvendte behandlingsmetoder.