Munchausen-syndrom: Forståelse af pålagt sygdomssyndrom på sig selv

Definition

Munchausen-syndrom (nu klassificeret som pålagt sygdomssyndrom på sig selv i DSM-5) er en psykisk lidelse, hvor en person bevidst fremkalder, overdriver eller simulerer fysiske eller psykiske symptomer for at overtage "sygerollen" og få medicinsk opmærksomhed, medlidenhed eller omsorg.

Nøgletræk

• Bevidst symptombildning (fx selvpåførte sår, indtagelse af gifstoffer, manipulerede prøver).
• Omfattende medicinsk viden bruges ofte til at efterligne overbevisende præsentationer.
• Peregrination – søger behandling hos flere udbydere/sygehuse, ofte under alias.
• Villighed til at undergå invasive procedurer (operationer, biopsier) trods mangel på organisk patologi.
• Forslagelse af adfærd ved konfrontation; den underliggende psykologiske behov forbliver uanerkendt.

Diagnose & behandling

Diagnosen er klinisk, baseret på diskrepans mellem rapporterede symptomer og objektive fund, bevis for bedragelse, og fravær af eksterne incitamenter (adskiller det fra simulering).

Behandling er udfordrende; primær tilgang er psykoterapi (kognitiv-adfærdsmæssig, psychodynamisk) for at adressere underliggende personligheds-patologi og følelsesmæssige behov. Et konsekvent, ikke-konfrontativt terapeutisk forhold er afgørende. Konfrontation fører ofte til afbrydelse. Flertfaglig koordinering forhindrer unødvendige interventioner.

Relateret: Pålagt sygdomssyndrom på en anden (tidligere Munchausen by proxy) indebærer at fremkalde sygdom hos en afhængig (barn, ældre).