Stereotype bevægelsesforstyrrelse: Forståelse af gentagne adfærdsmønstre

Stereotype bevægelsesforstyrrelse er en psykisk lidelse, der karakteriseres af gentagne, ufrivillige bevægelser. Symptomerne omfatter – men er ikke begrænset til – svingning, rysten, tics, kløen i huden eller selvbeskadigelse som at bide sig selv. Selvom disse handlinger kan være subtile eller udtalte, skal de være cykliske eller kontinuerlige for at opfylde kriterierne for denne forstyrrelse, og den gentagne aktivitet skal være så alvorlig, at den forstyrrer det daglige liv.

Symptomer

Enhver handling, der er repetitiv eller tilbagevendende, kan være en del af denne tilstand. Symptomerne varierer fra person til person. Nogle vipper frem og tilbage, mens andre udfører simple håndbevægelser eller gestus. Den gentagne aktivitet kan være så ringe som at vrøjle i håret eller så ekstrem som at slå sig selv – nogle rammer hovedet mod væggen gentagne gange. For at klassificeres som en "ægte" psykiatrisk lidelse skal de gentagne handlinger have været til stede i mindst fire sammenhængende uger og forstyrre det daglige liv.

Årsager

I nogle tilfælde er oprindelsen til tilstanden ukendt. I mange tilfælde kan den dog knyttes til bestemte faktorer. Stofmisbrug, især stimulerende stoffer som kokain og amfetamin, kan forårsage en "kortvarig" forekomst af stereotype bevægelsesforstyrrelse, men man kan også udvikle en permanent form på grund af en traumatisk hjerneskade. Det er også muligt at udvikle lidelsen på grund af sanselig deprivations, angst og andre psykiatriske lidelser.

Behandling

Som ved mange lidelser, der påvirker kroppen, bygger behandlingen typisk på årsagen til tilstanden, når denne kan identificeres. Ved medikamentinduceret stereotype bevægelsesforstyrrelse kan afgiftning af stoffet, f.eks. på en afgiftningsafdeling, løse problemet. Kognitiv adfærdsterapi er ofte gavnlig, da mange af de gentagne handlinger udløses eller forværres under perioder med stress eller intense følelser. Der kan også være behov for receptpligtig medicin, som antidepressiva eller angstlindrende midler, for at behandle tilstanden.

Risikofaktorer

Visse demografiske grupper er mere udsatte for at udvikle stereotype bevægelsesforstyrrelser. Drenge er mere udsatte end piger, og lidelsen debuterer typisk i ungdomsalderen og i nogle tilfælde i barndommen. Personer med autism, Tourettes syndrom og andre pervasive udviklingsforstyrrelser har markant øget risiko, ligesom mennesker med udviklingshæmning, især dem, der er blevet indlagt og har oplevet sanselig deprivations og mangel på menneskelig kontakt.

Forebyggelse

I mange tilfælde findes der ingen forebyggende foranstaltninger, da handlingerne ofte stammer fra stress, smerte eller underliggende udviklings- eller psykiatriske lidelser. Der er også en vis overbevisning om, at tilstanden delvis skyldes genetik. Ved medikamentinduceret stereotype bevægelsesforstyrrelse er den mest effektive forebyggelse afhold fra amfetaminer eller andre stoffer, der kan udløse adfærden. Ved børnen bør man kontakte en sundhedsfaglig, hvis barnet gentager mærkelige bevægelser, der varer længere end et par timer.