Hofteoperation tilgange: Posterior, anterior og lateral sammenlignet

Tre primære kirurgiske tilgange til total hoftesplastik (THA) tilbyder hver distinkte fordele. Kirurgens erfaring og patientfaktorer guider valget.

1. Posterior tilgang (Kocher-Langenbeck / Moore)

• Incision: Posterior-lateral, buer omkring greater trochanter.
• Eksponering: Fremragende — standard for komplekse primære, revisioner, frakturer.
• Muskelhåndtering: Splitter gluteus maximus; afmonterer korte eksterne rotatorer (repareres).
• Risici: Højere luxationsrate (1–3%) — mindsket ved blødtvævsreparation, store hoveder, dobbelt mobilitet.
• Ischiasnerven nærhed — forsigtig retraktion.

2. Direct Anterior Tilgang (DAA / Smith-Petersen)

• Incision: Anterior, langs sartorius/rectus femoris interval (internervøst plan).
• Muskel-sparende: Ingen sehneafmontering — gluteale, abdunktorer bevares.
• Fordele: Lavere luxationsrate (<1%), hurtigere tidlig genoptræning (gang dag 0–1), nemmere fluoroskopisk verifikation.
• Udfordringer: Teknisk krævende; læringskurve; femoral frakturrisiko; ikke ideel for højt BMI, muskuløse lår, komplekse deformiteter.
• Foretrukket til: Bilateralt simultant, revision (acetabulær adgang).

3. Lateral / Anterolateral (Hardinge / Watson-Jones)

• Incision: Over greater trochanter.
• Gluteus medius: Split (anterolateral) eller reflekteret (direkte lateral).
• Eksponering: Fremragende for acetabulum og femur.
• Brugt til: THA, hemiartroplastik (fraktur).
• Risiko: Abduktor insufficiens/haltegange hvis reparation mislykkes (5–10%).

Resultatparitet

Ved 1–2 år giver alle tre tilgange ækvivalent implantatoverlevelse, funktionsscorer og patienttilfredshed når udført af erfarne kirurger. Tilgangsvalg bør matche kirurgens ekspertise og patientens anatomi.