Lupus-antikoagulant: Patogenese, klinisk betydning og risikofaktorer

Lupus-antikoagulant (LA) er en antifosfolipid-antistof, der paradoksalt forlænger fosfolipid-afhængige koagulationsprøver (aPTT) in vitro, men er forbundet med trombose in vivo.

Patogenese

• Antistoffer målretter β2-glykoprotein I (β2GPI) eller protrombin bundet til anioniske fosfolipider på cellemembraner.
• Forstyrrer naturlige antikoagulationsmekanismer: annexin A5-skold, protein C/S-bane, TFPI.
• Aktiverer endotelceller, monocyter, trombocyter → prokoagulant tilstand.
• Komplementaktivering bidrager til inflammation og plasentaskade.

Risikofaktorer for udvikling

• Autoimmun: SLE (20–30 % har LA), andre bindvævssygdomme.
• Infektioner: HIV, HCV, EBV, syfilis, COVID-19 (midlertidig LA almindeligt).
• Malignitet: Lymfomer, solide tumorer.
• Medicin: Procainamid, hydralazin, quinidin, fenytoin, IFN-α, checkpoint-hæmmere.
• Genetisk: HLA-DR4, DRw53, β2GPI-polymorfismer.
• Graviditet: Midlertidig LA; forbundet med obstetrisk APS.

Diagnostiske kriterier (Sydney, 2006)

1. Forlænget fosfolipid-afhængig prøve (aPTT, dRVVT, KCT).
2. Korrektion med ekstra fosfolipid (blandingstudie/bekræftelse).
3. Udelukning af specifikke faktor-hæmmere.
4. Bekræftet på to lejligheder ≥12 uger adskilt.

Klinisk betydning

• Trombose: Arteriell (apopleksi, hjerteinfarkt), venøs (DVT, LE), mikrovaskulært (livedo, ulcera).
• Obstetrisk APS: Gentagne abortus, præklampsia, plasentainsufficiens, IUGR.
• Asymptomatiske bærere: Ikke alle udvikler begivenheder; risikostratificering nødvendig.

Behandling

• Primær profylaxe: acetylsalicylsyre hvis højrisikoprofil (SLE, andre aPL).
• Sekundær: livslang antikoagulation (warfarin INR 2–3; DOACs mindre evidens i APS).
• Obstetrisk: LDA + profylaktisk LMWH.

LA er et laboratorisk fenotype; klinisk kontekst (trombose, graviditetsmorbiditet) definerer antifosfolipid-syndrom (APS).