Hepatitis D: Forståelse af satellit-virus, transmission og nye behandlinger

Hepatitis D (Delta-hepatitis) er et defekt RNA-virus, der kræver HBsAg (hepatitis B overflade-antigen) for replikation. HDV-infektion forekommer kun som:

• Ko-infektion: Samtidig HBV + HDV-forekomst.
• Super-infektion: HDV i kronisk HBV-bærer (alvorligere, 80–90% bliver kronisk).

Transmission

Perkutant (nåle), seksuel, perinatal (sjælden). Samme ruter som HBV.

Klinisk forløb

• Aktut: Feber, træthed, gulsot, ØMQ-smerter, mørk urin, blege afføringer. Ko-infektion: ofte selvbegrænset. Super-infektion: alvorlig, hurtig progression.
• Kronisk: Accelereret fibrose → cirrose (3× hurtigere end HBV alene), HCC-risiko forøget.

Diagnostik

• Anti-HDV IgM/IgG → bekræft med HDV RNA PCR.
• HBV-serologi (HBsAg, anti-HBc, HBV DNA).

Behandling

• Pegyleret interferon-α (48 uger): Eneste godkendte terapi historisk. SVR ~25–30%. Betydelige bivirkninger.
• Bulevirtid (Hepcludex): Entry-hæmmer (NTCP-blokker) – godkendt EU (2020), under gennemgang US. Kombineret med PEG-IFN → højere SVR.
• HBV-undertrykkelse (NUC'er): Tenofovir/entekavir – kontrollerer HBV men ikke HDV direkte.
• Levertransplantat til dekompenseret cirrose.

Forebyggelse

HBV-vaccination forhindrer HDV. Ingen HDV-vaccin findes.

Vigtigste budskab

HDV er et satellit-virus, der forværrer HBV. HBV-vaccination er eneste forebyggelse. Behandling udvikler sig med bulevirtid; interferon forbliver hovedregel.