Patellektomi (knæskalafjernelse): Forståelse af langsigtede funktionsresultater og risici

Patellektomi – kirurgisk fjernelse af patella (knæskalen) – er en redningsprocedure, der typisk reserveres til alvorlige komminuerte frakturer, uhelbredelige udstrækningsmekanisme-forstyrrelser, kronisk infektion eller endestadie patellofemoralt ledbetanelse, der ikke responderer på konservativ behandling. Mens det kan løse smerte og infektion, ændrer det fundamentalt knæets biomekanik, og patienter skal gå ind til operation med realistiske forventninger til permanente funktionsmæssige ændringer.

Biomekaniske konsekvenser & funktionsmæssige svækkelser

1. Quadricepssvækhed & udstrækningsdeficit

Knæskalen fungerer som et drejepunkt, der øger quadricepstendinens hævearm med ~30-50 %. Dens fjernelse reducerer dramatisk udstrækningsmomentet. Patienter oplever typisk:

• Vanskeligheder med trapper (især nedad), at rejse sig fra stole og at gå i hunker.
• Uevne til at udføre et ragt benløft mod tyngdekraften initialt.
• Permanent reduktion i maksimal vilkårlig kontraktion (MVC) styrke, ofte 30-50 % deficit vs. modsatte side.

2. Reduceret bevægelsesomfang (ROM)

Tab af knæskalens sporingsmekanisme og postoperativt arvedannelse (artrofibrose) begrænser ofte både terminal udstrækning og dyb flektion. Funktionelt ROM (0-110°) er ofte opnåeligt, men høj-flektion aktiviteter (knæling, dyb hunker) er ofte kompromitteret.

3. Knæinstabilitet & givning

Knæskalen stabiliserer trochleæren. Dens fravær tillader lateral subluksation af femurkondylen under tidlig flektion, hvilket fører til:

• Episodisk knækning eller "givning".
• Patellofemoral instabilitetssansation.
• Afhængighed af orthoser eller hjælpemidler til fællesskabsgang.

4. Vedvarende anterior knæsmerte

Paradoksalt skifter nogle patienter fra mekanisk smerte til nye smertegeneratorer:

• Quadricepstendon/quadriceps ekspansion entesopati.
• Neuroma-dannelse ved afhuggede nervænder.
• Ændrede kontakttryk på femurens trochlea og tibia tuberositet.

5. Accelereret posttraumatisk osteoartrose

Tab af knæskalens belastningsfordelende funktion koncentrerer kontaktstresser på femurens trochlea og proximale tibia. Langtidstudier viser høje rater af tibiofemoralt og patellofemoralt (trochleært) OA-fremskriden, potentielt nødvendiggørende fremtidig total knæalloplastik (TKA) – som er teknisk mere udfordrende post-patellektomi.

Faktorer, der påvirker udfaldsvariabilitet

• Indikation: Akut traume vs. kronisk degeneration vs. infektion.
• Kirurgisk teknik: Quadricepsefremrykning/raffing, tendon-til-ben-fixation kvalitet, retinakulær reparation.
• Rehabiliteringskvalitet & overholdelse: Tidlig beskyttet bevægelse, progressiv quad styrkelse (NMES, BFR), ganggenstræning er afgørende.
• Patientfaktorer: Alder, BMI, komorbiditeter (diabetes), baseline quad styrke, rygstatus.

Fælles beslutningstagning er essentielt

Patellektomi er irreversibel. Alternativer (ORIF, delvis patellektomi, knæskala-prothese, alloplastik) skal udnævnes eller diskuteres. En grundig præoperativ samtale, der dækker disse funktionsmæssige afvejninger, det forlængte rehabengagement (6-12+ måneder) og sandsynligheden for fremtidig artrose/TKA, er standard for pleje.