Diabetes-genetik: Arvighedens rolle i risiko for type 1 og type 2

Genetik påvirker diabetes-sårbarhed markant, men arkitekturen adskiller sig mellem typer:

Type 1 Diabetes (T1D)

• Polygenetisk: >50 lokus; stærkest association med HLA-DR3/DR4-DQ8-haplotyper (kromosom 6).
• Konkordans: ~50% i identiske tvillinger; ~6% i søskende.
• Mekanisme: Autoimmun β-celle-destruktion udløst af miljøfaktorer (viruser, kost, mikrobiom) hos genetisk prædisponerede individer.

Type 2 Diabetes (T2D)

• Højt polygenetisk: >400 lokus (TCF7L2, PPARG, KCNJ11, osv.); hver giver lille risiko (OR 1,1–1,3).
• Arvighed: 40–70%; konkordans ~70–90% i identiske tvillinger.
• Mekanisme: Varianter påvirker insulin-sekretion, insulin-effekt, adipocyt-funktion, incretin-signalering.

Klinisk nytte

• Genetisk testning ikke rutine for T1D/T2D-diagnose.
• Monogen diabetes (MODY, neonatal diabetes) er diagnosticeret via genetisk testning – påvirker behandling (f.eks. sulfonylurëer til HNF1A/4A MODY).
• Polygenetiske risiko-scores dukker op til risikostratificering men endnu ikke standardpleje.

Familieanamnese forbliver det mest praktiske kliniske genetiske værktøj.