Prader-Willi syndrom: Opdaget af Prader og Willi, genetisk basis

Prader-Willi syndrom (PWS) blev først beskrevet i 1956 af to schweiziske pediatere, Andrea Prader og Heinrich Willi, sammen med Alexis Labhart. Deres banebrydende artikel definerede en distinkt klinisk konstellation: neonatal hypotoni («floppy infant»), fødevanskeligheder i spedbarndom efterfulgt af hyperfagi og fedme i barndommen, hypogonadisme, lav vækst, intellektuel funktionsnedsættelse, og karakteristiske ansigtstræk (mandelformede øjne, smal bifrontal diameter).

Tilstanden blev navngivet ved at kombinere opdagernes efternavne – Prader-Willi – og blev bredt anerkendt som en distinkt klinisk enhed.

Genetisk basis (identificeret दश år senere)

PWS skyldes tab af funktion af paternalt udtrykte gener på kromosom 15q11-q13. Dette sker via tre hovedmekanismer:

• Paternel deletion (~65–70 %): De novo-deletion af det paternale 15q11-q13 område.
• Maternel uniparental disomi (UPD) (~25–30 %): Arv to maternale kopier af kromosom 15, ingen paternel kopi.
• Imprinting-center-defekt (~1–3 %): Epigenetisk fejl, der demper det paternale allel.

Nøglen er forældrelig imprægnering: gener i dette område er normalt kun aktive på det paternale kromosom. Maternale kopier er methyleret (demmet). Tab af det aktive paternale bidrag forårsager syndromet. Den resiprokke forstyrrelse – maternel 15q11-q13 tab – er Angelman-syndrom (alvorlig udviklingsforsinkelse, anfall, glad demens, ataksi).

Genetisk test (methylationsanalyse, FISH, microarray) bekræfter diagnose. Tidlig diagnose muliggør væksthormonbehandling (forbedrer krop-sammensætning, højde, kognition), næringstilpasning, og adfærdsmæssig support.