Hvilke diagnostiske tests bruges til at diagnosticere akromegali?

Akromegali er en hormonel lidelse, der opstår, når hypofysen producerer for meget væksthormon (GH). Det er normalt forårsaget af en hypofysetumor og er karakteriseret ved overvækst af knogler og blødt væv, især i hænder, fødder og ansigt.

Adskillige diagnostiske tests bruges almindeligvis til at diagnosticere akromegali. Her er nogle af de vigtigste tests:

1. Sygehistorie og fysisk undersøgelse :Lægen vil spørge om personens symptomer og sygehistorie og udføre en fysisk undersøgelse for at se efter tegn på akromegali, såsom forstørrede hænder, fødder og ansigtstræk.

2. Væksthormonniveautest (GH) :Der tages en blodprøve for at måle niveauerne af væksthormon i blodet. Høje GH-niveauer kan indikere akromegali.

3. Insulinlignende vækstfaktor-1 (IGF-1) test :IGF-1 er et hormon, der produceres i leveren som reaktion på væksthormon. Høje IGF-1-niveauer kan også tyde på akromegali.

4. Oral glukosetolerancetest (OGTT) :Denne test involverer måling af GH- og/eller IGF-1-niveauer, efter at personen har drukket en sukkerholdig drik (glukose). Normalt bør GH-niveauer falde efter glukoseindtag, men høje niveauer i OGTT kan indikere akromegali.

5. Hypofysebilleddannelse :Magnetisk resonansbilleddannelse (MRI) af hypofysen udføres ofte for at kontrollere tilstedeværelsen af ​​en hypofysetumor, der kan forårsage akromegali.

6. Visuel felttest :Denne test er lavet for at vurdere personens perifere syn. Hypofysetumorer kan nogle gange påvirke synsnerverne og forårsage synsfeltdefekter.

7. Bone Density Scan (DEXA) :En DEXA-scanning kan udføres for at vurdere knogletætheden og kontrollere for osteoporose, som er almindeligt hos personer med akromegali.

I nogle tilfælde kan yderligere tests, såsom specialiserede hormonelle tests, være nødvendige for at bekræfte diagnosen og udelukke andre tilstande med lignende symptomer.

Det er vigtigt at bemærke, at de specifikke test, der bruges til at diagnosticere akromegali, kan variere afhængigt af individuelle tilfælde og kan bestemmes af sundhedsplejersken baseret på personens symptomer og indledende fund.