Forståelse af dynamisk terapi: En guide til psychodynamiske tilgange

Hvad er dynamisk terapi?

Dynamisk terapi, også kaldet psychodynamisk psykoterapi eller dynamisk psykoterapi, er en form for psykoanalyse udviklet i slutningen af 1970'erne til tidlig 1980'erne. Denne terapeutiske model bygger på Freuds psykoanalytiske teori; practitionerer abonnerer dog ikke på Freuds overbevisning om, at alle indre konflikter bygger på seksuel udvikling, ifølge Encyclopedia of Mental Disorders.

Konfrontation som kerneelement

I dynamisk terapi konfronterer terapeuten klienten, i modsætning til traditionelle psychoterapeuter, der er passive deltagere i processen. Dr. Habib Davanloo fra McGill University påpeger, at denne tilgang forkorter terapiens længde med år, fordi terapeuten er mere aktiv og hjælper klienten med at finde roden på problemet, snarere end at tvinge ham til at afsløre det selv.

Typer af dynamisk terapi

• Udtrykkende terapi: Antager, at voksnes problemer stammer fra en barndomsoplevelse eller et trauma.
• Støttende terapi: Undersøger det umiddelbare fortid og nutid for at finde årsagen til klientens forstyrrelse.

Begge typer arbejder for at sætte klienten i stand til at fungere normalt i samfundet, ifølge Encyclopedia of Mental Disorders.

Sessionsstruktur

• Hyppighed: 1-3 gange om ugen
• Varighed: 45-50 minutter pr. session

De første sessions bruges på at diskutere årsagerne til behandling. Terapeuten kan derefter lave en behandlingsplan for fremtidige sessions. Disse vil gå efter målet om at identificere og eliminere kilden til klientens lidelse. Terapeuten stiller spørgsmål og leder samtalen, indtil klienten kan identificere nøglefaktorer til sine problemer. Behandlingens varighed varierer meget fra klient til klient.

Fordel ved dynamisk terapi

Den mere aktive rolle for terapeuten gør processen hurtigere end traditionel psykoanalyse, samtidig med at den bevarer dybden i at forstå uvidste processer.