Autisme: Oprindelse af begrebet og historisk udvikling til ASD

Begrebet "autisme" (græsk autos, "selv") blev indført i 1911–1912 af den schweiziske psykiater Eugen Bleuler.

Originalt koncept

Bleuler brugte det til at beskrive en kernesymptom på schizofreni: "afskæring fra virkeligheden, sammen med den relative og absolutte overvægt af det indre liv." Han betragtede det som en tiltrækning ind i sig selv – autistisk tænkning – hvor logik styrres af internt emotionelle behov snarere end ekstern virkelighed.

Udvikling til moderne diagnose

• 1943: Leo Kanner udgiver "Autistic Disturbances of Affective Contact" – beskriver 11 børn med "medfødte autistiske forstyrrelser" (social tiltrækning, sprogdeficiter, insistance på ensformighed) – etablerer infantil autisme som adskilt fra schizofreni.
• 1944: Hans Asperger beskriver "autistisk psykopati" hos højere-fungerende drenge.
• 1980 (DSM-III): "Infantil Autisme" formaliseret som separat diagnose.
• 1994 (DSM-IV): Tilføjer Aspergers, PDD-NOS.
• 2013 (DSM-5): Forenet som Autisme Spektrum Forstyrrelse (ASD) med to domæner: social kommunikationsdeficitter + begrænsede/gentagende adfærdsmonstre; sværhedsgrader 1–3.

Nuværende forståelse

ASD er en neuroudviklingsmæssig tilstand med stærk genetisk ætiologi, heterogen præsentation og livslang bane. Begrebet "autisme" har skiftet fra et symptom på psykose til en distinkt diagnostisk kategori, der omfatter et spektrum af styrker og udfordringer.