Differenteret skjoldbruskskræft: Fra diagnose til langtidskontrol

Første skridt efter diagnose

1. Endokrinologisk henvisning: Specialist koordinerer tværfaglig behandling.
2. Stadieringsarbejde:
   • Hals-ultralyd (skjoldbrusk og laterale kompartimenter)
   • Radioaktivt jod (RAI) diagnostisk scanning (hvis indikeret)
   • Fintnåleaspiration (FNA) af mistænkte lymfeknuder
   • CT/MR/PET-CT ved avanceret sygdom
3. TNM-stadiering (AJCC 8. udg.): Guider risikostratificering (lav, intermediær, høj) og behandlingsintensitet.

Behandlingsmodaliteter

• Kirurgi: Total tyreoidektomi ± central/lateral halsdissektion.
• Radioaktivt jod (RAI) ablasjon: Ved intermediær/høj risiko eller kendt rest-sygdom.
• TSH-undertrykkelse: Levothyroxin for at holde TSH lavt (reducerer recidiv).
• Ekstern strålebehandling: Reserveret til ikke-resecterbar, RAI-refraktær eller palliativ sygdom.
• Systemisk behandling: Tyrosinkinase-hæmmere (lenvatinib, sorafenib) ved progressiv RAI-refraktær sygdom.

Overvågning

• Periodisk thyroglobulin (Tg) plus anti-Tg antistoffer ± stimuleret Tg.
• Hals-ultralyd ved definerede intervaller.
• Langtidsovervågning for recidiv og behandlingsbivirkninger (f.eks. sialær dysfunktion, anden primær kræft).

De fleste patienter med differentieret skjoldbruskskræft har fremragende langtidsoverlevelse; personlig, risikojusteret håndtering er nøglen.