Tidlig opdagelse af pankreaskræft: Blodprøvemarkører og klinisk betydning

Mens visse blodmarkører kan vække mistanke om tidlig pankreaskræft, er ingen af dem definitive alene. Disse indikatorer skal altid tolkes i forbindelse med avanceret billeddiagnostik og omfattende klinisk vurdering.

Vigtige blodmarkører at overvåge

• CA 19-9: Den mest anvendte tumormarkør for pankreaskræft, men forhøjelse ses også ved godartede pankreas- og galdevejslidelser som pankreatitis eller galdevejsobstruktion.
• CA 125: Ofte forhøjet ved avanceret pankreassygdom, men stiger også ved gynækologiske maligniteter og inflammatoriske tilstande.
• Bilirubin (især direkte bilirubin): Stiger ved tumorobstruktion af choledochus, medfører obstructiv ikterus. Typisk med fulgt af forhøjet alkalisk fosfatase (ALP) og gamma-glutamyl transferase (GGT).
• Leveregnzymer (ALT, AST, ALP): Kan indikere levermetastaser, hvis kræften er spredt til leveren.
• Blodglukose: Nyopstået diabetes eller pludselig forværring af glykemisk kontrol kan være en tidlig paraneoplastisk manifestation af pankreaskræft.
• Helblodtal (CBC) afvigelser: Anæmi, leukocytose eller trombocytose kan reflektere malignitets-associeret inflammation, kronisk blødning eller benmargbeteiligung.

Givet de markørers begrænsede specificitet, kræver definitiv diagnose korrelation med tværsnittsbilleddiagnostik (CT, MRI, endoskopisk ultralyd) og histopatologisk bekræftelse via biopsi.