Kantdislokationer: Den mest almindelige krystalimperfektion i materialevidenskab

En kantdislokation er en lineær krystaldefekt, hvor et ekstra halvplan af atomer afsluttes inden i gitteret. Det er den mest almindelige dislokationstype i plastisk deformerede metaller, keramiker og nogle polymerer.

Egenskaber

• Burgers vektor (b) er vinkelret på dislokationslinjen.
• Skaber lokaliseret gitterspændning: kompression over det ekstra halvplan, spænding under.
• Bevæger sig ved gli (glide) på sin glideplan under skærespændning; muliggør plastisk deformation ved spændninger langt under den teoretiske styrke.
• Kan klatre (bevæge sig ud af glideplan) via vacansdiffusion ved høje temperaturer.

Dannelsesmekanismer

• Mekanisk deformation (koldbearbejdning, bøjning)
• Termisk spændning (uligelig afkøling)
• Krystaldannelse (f.eks. snefnug, epitaxiale film)
• Bestrailingsskade

Betydning

Kantdislokationer styrer flodgrænse, arbejdsherdning, duktilitet, kryb og træthed. Deres tæthed (dislokationstæthed, ρ) øges med deformation; gløden reducerer ρ via genopretning og rekristallisering.