Perikardial væske: Placering, volumen, sammensætning og klinisk betydning

Perikardialsakken (parietale + viscerale perikardie) indeholder 15–50 mL serøs væske – et ultrafiltrat af plasma, der er essentielt for hjertekammerets mekanik.

Funktioner

• Smøring: Reducerer friktion mellem viscerale og parietale lag under hjertekontraktion/afslapning.
• Mekanisk beskyttelse: Afdæmper hjerte; begrænser excesiv dilatation.
• Barriere: Begrænser udbredelse af infektion/malignitet fra nabostrukturer.
• Fysiologisk reserve: Rummer akute volumenændringer (f.eks. motion).

Sammensætning

• Ligner plasma men lavere protein (1–2 g/dL), højt lactat-dehydrogenase (LDH).
• Lymfocyter prædominerer ved inflammation.

Patologi: Perikardial effusjon

• >50 mL: Opdagelig på echo (lille).
• >250 mL: Kardiomegali på thorax-røntgen.
• Hurtig akkumulation (selv 100–150 mL): Tamponade (↑ intraperikardial tryk → ↓ fyldning → chok).
• Årsager: Viral, uræmisk, malign, autoimmun, post-kardial skade, bakteriel, TB, hypotyreoid, medicin.

Diagnostisk tøjning (Perikardiocentese)

• Celleantal, dyrkning, cytologi, ADA (TB), tumormarkører, pH/glukose.
• Transsudat vs. eksudat (Light's kriterier tilpasset).

Normal perikardial væske er essentiel for hjertekammerets mekanik; overskud trueder hemodynamikken.