Infektionssygdomme: Genetisk mæglighed vs. miljømæssig eksponering

Infektionssygdomme forårsages af patogene mikroorganismer (bakterier, virus, svampe, parasitter) – ikke af menneskelige gener. Værtets genetik påvirker dog markant mæglighed og alvorlighedsgrad.

Genetiske faktorer ved infektion

• Receptor-polymorfismer: CCR5-Δ32 (HIV-resistens), FUT2 (norovirus-mæglighed)
• Immunrespons-gener: HLA-alleler (TB, spedalskhed, hepatitis-clearance), TLR-varianter, cytokin-gener
• Primære immunforsvaret: Monogene defekter (f.eks. CGD, SCID) der forårsager alvorlige infektioner
• Hemoglobinopatier: Siccacelle/thalassemi-trait → malaria-beskyttelse
• Blodgruppe-antigener: O-blodgruppe → alvorlig kolera; sekretor-status → norovirus

Gen-miljø-interaktion

Infektion = Patogen eksponering × Værtets mæglighed × Miljømæssigt kontekst. Generne lader pistolen; miljøet trækker afdråben.

Eksempler

• TB: 90% af inficerede udvikler aldrig sygdom; værtgenetik nøglerol
• COVID-19: IFNAR1, TLR7, ABO-locus påvirker alvorlighed
• Malaria: Sicca-trait, G6PD-mangel, HLA-B53 beskyttende

Konklusion

Gener modulatorer risiko, men forårsager ikke infektion. Folkesundhedsforanstaltninger (sanitation, vaccination, vektorkontrol) forbliver primær prævention.