Epilepsi: Definition, klassifikationsramme og terminologi ifølge ILAE-retningslinjer

Definition (ILAE 2017)

Epilepsi er en kronisk neurologisk lidelse, der karakteriseres ved en varig prædisposition til at generere epileptiske anfald. Diagnose kræver et af følgende:

1. ≥2 uprovokerede anfald forekommende >24 timer adskilt.
2. 1 uprovokeret anfal med sandsynlighed for yderligere anfald ≥60% over 10 år.
3. Diagnose af et epilepsi-syndrom.

Vigtig terminologi

• Epilepsia – Historisk term (latin/græsk epilambanein, "at gribe").
• Morbus epilepticus – Arkaisk latin for "anfaldssygdom".
• Anfald: Midlertidig forekomst af tegn/symptomer på grund af abnorm ekscessiv/synkron neuron aktivitet.
• Epileptisk anfal vs. ikke-epileptisk anfal (psykogen, synkope, bevægelsesforstyrrelse).

ILAE-klassifikationsramme

1. Anfaldstype: Fokale, generaliserede, ukendte opståen.
2. Epilepsitype: Fokale, generaliserede, kombinerede, ukendte.
3. Epilepsi-syndrom: Klynger af træk (alder, anfaldstyper, EEG, billeddiagnostik, komorbiditeter, genetik) – f.eks. Dravet, Lennox-Gastaut, JME, CAE.
4. Ætiologi: Strukturel, genetisk, infektiøs, metabolisk, immunologisk, ukendt.

Behandlingsprincip

Præcis klassifikation vejleder valg af antianfaldsmedicin (ASM), kirurgisk kandidatur, genetisk rådgivning og prognose. ILAE-rammen sikrer et fælles sprog for klinikere og forskere verden over.