Forståelse af sygdomsmodellen for alkohol- og stofmisbrug

Sygdomsmodellen for misbrug er den mest almindelige behandlingsmetode for folk med alkohol- og stofferproblemer. Det er det centrale begreb inden for de store Anonyme Alkoholikere- og Anonyme Narkomaner-fællesskaber, og det er også en af de foretrukne metoder for juridiske myndigheder i rehabilitering af folk, der begår kriminelle handlinger.

Kemisk afhængighed som sygdom

Sygdomsmodellen for stoffer- og alkoholmisbrug er mest knyttet til 12-trins programmer og Anonyme Alkoholikere. Den påstår, at folk, der bliver afhængige af stoffer eller alkohol, udvikler en progressiv og potentielt terminal tilstand, der kræver livslang afhold som behandlingsmiddel.

En af de sygdomme, som nogle eksperter siger, er mest sammenlignelig med stoffer- og alkoholmisbrug, er type 2-diabetes. Ligesom diabetes kan stoffer- og alkoholmisbrug udvikle sig over tid gennem dårlige forbrugsvaner, og ligesom en diabeticer, der indtager sukker, kan den afhængige, der indtager et stof, sætte en livstruende proces i gang.

Begyndelsen

Konceptet om misbrug som sygdom har været der i lang tid, men E.M. Jellinek krediteres for at have introduceret modellen i 1960, da han præsenterede en model for alkoholmisbrug. Endnu før sygdomsmodellen for misbrug blev introduceret, havde Verdenssundhedsorganisationen anerkendt alkoholmisbrug som et alvorligt medicinsk problem, og det har været et længerevarende koncept i A.A.-fællesskabet. Konceptet udvidede kort herefter til at omfatte stoffer-misbrug.

Kontroversen

Blandt de mest bemærkelsesværdige kritikere af sygdomsmodellen for stoffer- og alkoholmisbrug er forfatter Stanton Peele, som afviste modellen som modsætning til sund fornuft og dens vidt udbredte accept som "kulturel psychose" i et nyligt interview. "Alle ved, at alkoholmisbrug ikke er det samme som kræft og tuberkulose. Alle ved, at kuren for alkoholmisbrug er at ændre dine drikkevaner, at ændre din adfærd. Du går ikke i remission fra kræft, hvis du ændrer din adfærd," sagde Peele.

Peele er ikke alene i sine påstande. Der har længe været kritikere af sygdomsmodellen. Fra før 20. århundrede, da alkoholmisbrugere ofte blev set blot som syndere, til moderne tider, hvor mange ser misbrug som en social eller psykologisk tilstand, der kan kureres, er sygdomsmodellen ikke accepteret verden over.

Andre metoder

Der har været mange konkurrerende behandlingsmetoder, der løber modstrøm mod sygdomsmodellen for stoffer- og alkoholmisbrug gennem årene. Nogle alternativer støtter sig tungt på trobaseret rådgivning. Mange andre behandler misbrug som en psykologisk tilstand, der kræver individuel rådgivning eller analyse. Der findes også nogle centre, der kører parallel med sygdomsmodellen med indeliggende behandlingscentre, men uden 12-trins programmet og uden at anerkende misbrug som en sygdom.

Fordele og ulemper ved sygdomsmodellen

Først og fremmest er sygdomsmodellen for stoffer- og alkoholmisbrug den mest let tilgængelige behandling for almenheden. Den giver dem, der ikke har midler, hjælp, de ellers ikke ville have. Fra A.A./N.A.-møder, der er gratis i næsten hver by, til forsikringsdækning for behandling, der er tilgængelig, fordi misbrug betragtes som en sygdom, er fordelene vidt udbredte. Nogle siger, at at se på misbrug som en sygdom også tillader misbrugere at håndtere skyldfølelsen, der ofte følger med et livstid af kemisk inducerede fejltrin.
Folk, der ikke er enig i sygdomsmodellen, nævner en flok ulemper ved dens brug. En af de mest udbredte ulemper vedrører det udsagn, der citeres af Peele, nemlig at det strider imod sund fornuft og er derfor uærligt. De, der abonnerer på det koncept, tror ofte, at sygdomsmodellen faktisk gør misbrugere magtløse snarere end at give dem magt til at ændre.