Forståelse af adfærdsmæssige udfordringer ved udviklingshandicap

Hvad er udviklingshandicap?

Udviklingshandicap dækker en bred vifte af tilstande, der kan påvirke individer fra fødsel til tidlige 20'ere. Tilstande som mental retardering, Downs syndrom, autisme, cerebral parese og intellektuelle handicapper falder under denne kategori. Individer kan have mangel på motoriske færdigheder, intellektuelle processer, hørelse, syn eller tale. Kampen med begrænsede evner kan føre til adfærdsproblemer, når kommunikation eller normale dagligdags aktiviteter forstyrres.

Typer adfærdsmæssige udfordringer

Aggression

Personer med udviklingshandicap viser ofte frustration gennem aggressiv adfærd: slag, spark, pudsning, verbale udbrud, ødelæggelse af ejendom. Ofte forudgås af kommunikationsproblemer, smerte, frustration, forvirring, hormonelle ændringer eller rutineforandringer. Pleje-personer bør overvege forebyggende tiltag. Pleje-personer, venner eller familie kan initiere terapier, rutiner eller beroligende teknikker.

Selvskadelig adfærd

Selvskade bruges til at lindre smerte/frustration. Nogle gange skyldet kedsomhed eller opmærksomhedssøgen. Almindelige former: skæring/klø af kroppen, pikning på sår/skorper, knipning/slag mod egen krop. Personer der skærer sig, deler ofte "magisk tænkning" eller manglende netværk – de tror skade frigør negative følelser. De føler sig ensomme/uevne til at kommunikere og vender sig til selvskade som en "ven".

Spiseadfærd

Spiseforstyrrelser følger ofte udviklingshandicap. Anoreksi, bulimi eller tvangsspising knytter til frustration over manglende kontrol over andre kropsfunktioner. Kontrol over spiset erstatter følelser af fiasko. En almindelig adfærd er pica: konstant drist til at spise både ædbare og uædbare ting (jord, affald, sten, papir, hår, cigaretstumper). Pica kan føre til alvorlige skader ved kvælning/fordøjelsesproblemer.

Depression og afsoning

Personer med udviklingshandicap (f.eks. Downs syndrom) lever længere i dag. I 1920'erne levede Downs-patienter i gennemsnit til 9 år; i 1990'erne ofte over 65. Aldring med handicap bærer ofte depression med sig. Tab af funktioner fører til depression og afsoning. Forebyggende tiltag (uddannelse, rådgivning) kan hjælpe gennem livet.