Ukontrollerbare risikofaktorer for fedme: Gener, hormoner og mere

Genetiske faktorer

Visse gener påvirker fedtoplagring, metabolisme og appetitregulering. Varianter i gener som FTO og MC4R er knyttet til højere fedmerisiko.

Hormonelle faktorer

Hormoner som leptin (mætnings-signal) og ghrelin (sulten-signal) regulerer appetit. Ubalancer — som leptin-modstand — kan fremme overføde og vægttilvækst.

Metabolisk rate

Basal metabolisk rate (BMR) varierer mellem individer. En lavere BMR betyder færre kalorier forbrændt i hvile, prædisponerende for vægttilvækst hvis kaloritilførsel ikke justeres.

Alder

Risiko stiger med alder på grund af aftagende metabolisme, hormonelle skift (f.eks. menopause, andropause), reduceret fysisk aktivitet, og tab af muskelmasse.

Køn

Mænd har generelt højere fedmerater end kvinder, påvirket af fedtfordelingsmønstre (visceralt vs. subkutant), hormonprofiler og livsstilsfaktorer.

Race og etnicitet

Prævalens varierer på tværs af grupper på grund af genetisk prædisposition, kulturelle kostvaner, socioøkonomiske forskelle og adgang til sundhedsvæsen.

Medicinske tilstande

Tilstande der kan forårsage vægttilvækst inkluderer hypothyreose, Cushings syndrom, Prader-Willi syndrom, og polycystisk ovarielt syndrom (PCOS).

Medicin

Visse lægemidler — kortikosteroider, nogle antidepressiva, antipsykotika, antiepileptika, og beta-blokere — kan øge appetit eller reducere metabolisk rate, føre til vægttilvækst.