Monoklonale Antistoffer i Diabetes-diagnostik: Rolle ved Type 1 (Juvenil) Diabetes

Monoklonale antistoffer er ikke brugt som primære diagnostiske værktøjer for type 1 diabetes (T1D). De fungerer som forsknings- og reagens-værktøjer til måling af autoantistoffer.

Faktiske T1D Diagnostiske Kriterier (ADA)

• Hyperglykæmi: FPG ≥126 mg/dL, eller 2-timers PG ≥200 ved OGTT, eller tilfældig PG ≥200 + symptomer, eller HbA1c ≥6,5 %
• Autoantistoffer (bekræfter autoimmun ætiologi):
  • GAD65 (glutaminsyre-dekarboksylase) — mest almindelig (70–80 %)
  • IA-2 (tyrosin-fosfatase) — 60–70 %
  • ZnT8 (zink-transporter 8) — 60–80 %
  • IAA (insulin-autoantistoffer) — højere hos små børn
  • ICA (ø-celle antistoffer) — immunofluorescens, mindre brugt nu
• C-peptid: Lavt eller ikke-målbart (bekræfter insulin-mangel)
• Genetisk test: HLA-DR3/DR4-DQ8 (risikostratificering); monogen diabetes gener (MODY) ved atypisk præsentation

Hvordan Monoklonale Antistoffer Bruges

• Som fangst/detektion-antistoffer i kommercielle autoantistof-assays (ELISA, RBA, ECL)
• Forskning: Ø-isolering, β-celle markører, immunterapi-mål (teplizumab — anti-CD3 monoklonalt antistof forsinker T1D-debut)
• Ikke et patient-rettet test — klinikere bestiller "GAD65 antistof", ikke "monoklonalt antistof test"

Teplizumab (Tzield)

FDA-godkendt (2022) anti-CD3 monoklonalt antistof til udskovn af Stadium 3 T1D hos individer ≥8 år med Stadium 2 (dysglykæmi + ≥2 autoantistoffer). Dette er den første sygdomsmodificerende terapi for T1D.