Japanske medicinske urter: Fra kinesisk tradition til japansk kulturarv

Historisk baggrund

I 5. århundrede sendte japanske kejser medicinstuderende til Kina for at lære om kinesiske urter og behandlingsmetoder. Denne udveksling bragte vigtige urter som sesam, ume (japansk abrikos) og shiso til Japan. I 8. århundrede opfordrede shogun Yoshimune landmænd til at dyrke medicinske have landets hele, hvilket gav en enorm vækst i urtekundskab.

Ashitaba (Angelica keiskei)

Ashitaba hører til familien Angelica og vokser vild langs Japans kyster. Allerede for 300 år siden beskrev den japanske læge Kaibara Ekiken den som en kraftig tonik. Urten er bitter, hvilket stimulerer fordøjelsen og øger galleflyden, samtidig med at den fremmer afføring. Når stammen knuses, udløber en gulvæske, der eksternt anvendes på cyster, pustler og andre hudlidelser for at fremme heling. Anbefalet dosis: 20 ml 1:1 tinktura dagligt.

Hatomugi (Jobs tårer / Coix lacryma-jobi)

Hatomugi, en årig græsart fra familien Gramineae, blev introduceret i Japan af den kinesiske buddhistmunk Ganjin i 6. århundrede. Den bruges både som medicin og fødevare. Hatomugi rig på essentielle aminosyrer, oliesyre, fiber, vitaminer og mineraler. Oliesyrken forebygger ærteriosklerose ved at styrke blodkar, mens fiberen fremmer fordøjelsen og hæmmer kolesteroloptagelse. Anbefalet dosis: 10 g tørret frø dagligt.

Shiso (Perilla frutescens)

Shiso, en årig urt fra mintfamilien (Labiatae), er oprindeligt fra Kina og kom til Japan i 8. århundrede. Dens purpur, røde eller grønne blade har en stærk aromatisk kanelduft og er et vigtigt krydderi i den traditionelle japanske køkken. Shiso er et stærkt antiinflammatorisk middel, der anvendes mod reumatisk artritis, allergier, eksem, høfeber og hudbetændelser. Det bruges ofte sammen med ingefærrod mod kronisk bronkitis. Anbefalet dosis: 5 ml 1:1 tinktura dagligt.